Jeg glæder mig i denne tid...

...for nu falder julesneen ikke ret hvid.

Men derfor glæder jeg mig nu alligevel, for det er jo snart jul.
For første gang i rigtig mange år er jeg rent faktisk i julestemning, og glæder mig til at være sammen med min lille dreng juleaften. Der venter dog et par hårde weekender for mig, da det er mange mennesker (omend de samme) og jeg skal bruge meget energi på at være på.
Men det bliver forventningens glæde nu ikke mindre af. Her på lørdag er der familie tam-tam i Andersen-klanen ude ved René og lørdagen efter juleaften hos...René. Arme mand er ikke vant til at have gæster, så han er lidt stresset over at skulle være på og være vært to weekender i streg, men tror nu egentlig han glæder sig. Også selvom han har weekendvagten i juleweekenden. Skide træls, men sådan er det jo. Så tager vi andre over. Det skal nok gå, og hvem siger at han overhovedet bliver kaldt ud?

Der er jo også sket lidt nyt omkring...mig.
Jeg var til møde i rehabiliteringsteamet d. 8. december, og helt ærligt så ved jeg stadig ikke om det var godt eller dårligt. I følge min ældste bror, som lige selv har været møllen igennem, så skal mine erindringer fra mødet udelukkende tolkes positivt. Jeg ved ikke en bjælde...
Men jeg er blev tilkendt 3 års ressourceforløb, selvom de egentlig startede på 2. Det blev sat op til 3, fordi jeg ikke lige kunne over- eller gennemskue om jeg ville være færdigbehandlet inden for 2 år.

Derudover anbefalede de, at jeg kommer på smerteklinik, hvad jeg skal snakke med min læge om på fredag. Det kræver så nogle køreture til Give...hurraaaaaaaa...kan I høre begejstringen?? Næh, det kan jeg heller ikke, men de skulle være rigtig dygtige i Give og det kunne være rart at slippe af med bare en smule af smerterne. Det eneste jeg er træt af der er selve køreturen. Det er bare almen brok.

Jeg tillod mig efter mødet, at give min hidtidige sagsbehandler et kram, og sagde:
 'Tusind tak for hjælpen! Du har gjort et godt stykke arbejde!'
Og det har hun virkelig! Man skal heller ikke være bange for at give ros, for der er ikke ret mange andre der gør det. Og nu ved jeg jo hvad jeg taler om, som gammel kommunal sagsbehandler.

Så nu hedder det ny sagsbehandler, koordinator OG mentor! Og endnu engang nye mennesker jeg skal forholde mig til. Men...jeg er faktisk lidt spændt på hvad det bringer. Har fået at vide, at det bliver PISSE hårdt, så er lidt spændt på hvor slemt det kan gå.
I det mindste har jeg selv nogle idéer til hvad jeg gerne vil prøve. ALT ANDET END MYNDIGHEDSARBEJDE!! Og GERNE noget med POSITIV kommunikation med andre mennesker. Det vil jeg sætte umådelig stor pris på! Og jeg har flere steder i tankerne...men nu må vi se. I morgen er der møde med ny sagsbehandler. Onsdag næste uge er der så møde med koordinator og mentor. Det skal nok blive godt! Det tror jeg virkelig!

Jeg håber lidt, at jeg får energi til at få lavet et oplæg mere på fredag, for jeg har noget mere jeg gerne vil fortælle om, som ikke handler om ovenstående.

Men indtil energien melder sig igen - tjin tjin!

På tide med en opdatering

Ja, det er vist på tide med en opdatering.

Først og fremmest: Jeg lever!

Når det så er sagt, så har de sidste måneder været af meget svingende kvalitet - so to speak.
Nu skal jeg lige se om jeg kan huske det...skal lige konsultere min kalender...

Juni: Flyttet i ny lejlighed inde i Sønderborg midtby. Meget lille lejlighed, men jeg elsker at bo her!

Juli: Hvad lavede jeg egentlig i juli? Øjeblik...jo! Det mest sindsoprivende der skete i juli var, at jeg fik besøg af en af mine venner fra Irland. Han havde lige lyst til at se Danmark, og man er vel gæstfri. Det passede så sammen med at der var Sønderborg Ringridning. Jaysus Christ! Den mand kunne dælme hælde øl ind! Han var i hvert fald ikke irer for ingenting! Det er da HELT sikkert! Jeg var ved at dø af grin en aften, da han kom væltende ind af døren. Havde været så flink at give ham min seng, da det passede mig fint med sofaen, og han kunne lukke en dør. Men derfor kunne jeg stadig høre, at han lå og sang sig selv i søvn den aften. 
Vældig flink fyr, men nej - ikke min type. Derfor kan man jo godt være venner, ik sandt?
Til gengæld mødte jeg en anden....som jeg troede det gik med, og så alligevel nej i august.
Havde vist også Liam på en overnatning i juli. Nå jo! Og min lillesøster dampede af til Australien i starten af måneden.

August: Jeg bliver sendt i aktivering i træningscenter. Rigtig fint egentlig! Ud over, at det åbenbart ikke er normalt at vaske sit træningstøj. Der har været nogle gange, hvor jeg simpelthen har måtte opgive, fordi stanken af sved har været så overvældende at jeg var ved at kaste op ud over det hele.
Og JA! Jeg har et problem med svedlugt! Derudover fik fyssen også lige fremkaldt et angstanfald hos mig den allerførste gang jeg skulle træne. Tommel op dér! Det var på et ryghold, hvor vi skal ned og ligge på en lille bold. Min ryg låste, og jeg kunne ikke røre mig ud af flækken. Jeg kunne ikke engang trille ned på siden, for så på den måde at komme op og sidde igen, OG jeg er ved at tude af smerte. Ville fyssen hjælpe mig i første omgang? NIX! Første da jeg for alvor er ved at gå i panik og er ved at eksplodere af angst og vrede, giver hun mig den smule håndsrækning jeg havde brug for - hvilket var overraskende lidt. Derefter sidder jeg på gulvet, mens de andre går videre med programmet, med tårerne pissende ned af kinderne. Jeg sagde ikke noget, og forsøgte at komme ind i kampen igen, da jeg lige havde sundet mig. Men bagefter sagde jeg til hende, at det var sgu ikke okay. Især når hun i forvejen vidste hvor jeg havde det med hele situationen. Fair nok - videre! Kommunikerede sådan set rigtig godt med hende, og det var også fint nok at komme ud og få trænet lidt de to gange om ugen - når man lige så bort fra mine brækrefleksers hyppige aktivering.
Derudover blev jeg ENDELIG(!!!!!!) startet op i gruppeterapi!! YAY! Lille skridt på vejen, men det er der! God gruppe, søde mennesker...som ofte ikke forstår en skid af hvad jeg siger, fordi jeg åbenbart er ret usammenhængende, når jeg virkelig har noget på hjertet. Det gælder også for psykologerne. De ligner store spørgsmålstegn af og til, når jeg siger noget. Great...men så ved jeg da, at jeg skal arbejde på dét - OGSÅ!

September: Spændende måned! Fuld fart! Eller...i hvert fald noget i den stil. Træning og gruppeterapi kører stille og roligt, og så får jeg den fantastisk fikse idé, at jeg skal da lave noget hvor jeg kan være sammen med andre - det skal jeg da! Så det resulterer i, at jeg møder op hos Sønderborg Pipes and Drums (SPAD) fordi jeg havde set at de søgte 'highland dancers', og det ville jeg da prøve...om ikke andet så bare for at have gjort forsøget. Deeeet ender så med, at jeg tager derfra med et nodehæfte og en practice chanter (øvefløjte), for når nu jeg alligevel var der, kunne jeg jo lige så godt lige liste mig ind til nybegynderne hos sækkepiberne. Trylle trylle! Og tilfældigvis vidste jeg, at min mor havde en practice chanter også, og vidste endda hvor den lå, så den nakkede jeg da lige efterfølgende. HA!
Jo jo...kom ikke og sig, at jeg ikke får småtossede ideer!
Derudover havde min ældste broder, den højærværdige Madam Skrald, rund fødselsdag og DÉT skulle fejres! Det var simpelthen så hyggeligt! Ikke noget højtravende eller noget som helst, men helt nede på jorden og bare rigtig smadderhyggeligt! Fik i samme forbindelse lavet en aftale med en af svigerinderne. Jeg kan godt lide at bage og sammensætte smage, men haaader det der pyntefis.
Hun kan godt lide at pynte, men haaader at bage. Ergo - jeg bager og hun pynter! Hvis altså lejligheden byder sig. Hvor svært kan det være?

Oktober: Tempoet steg. Jeg lavede heeeele tiden et eller andet. Om det var påtvunget ting eller ej, så sad jeg ikke ret stille. Jeg kan ikke engang huske hele måneden...men jeg kan huske, at jeg var på akvarieauktion i Århus, hvor jeg hjalp til. Fik derudover solgt 120 guppyer, købt omkring 30 guppyer, lidt planter, blå rejer og nogle andre ting. Rigtig hyggelig dag! Men fandt ud af, at jeg, som løber (modtog penge fra køberne), ikke kunne regne efter en halv time. Efter tre kvarter kunne jeg ikke engang finde ud af hvad 2+1 var. Så gik det bedre med at skrive ned, hvad de andre hjælpere købte, så der kunne afregnes bagefter. Dagen efter drog jeg til Aalborg omegn, hvor jeg havde lovet at besøge nogle af mine venner, som gerne ville have jeg kom op til dem. Det var rigtig hyggeligt! Jeg var ude og gøre storcentret usikker med min veninde den ene dag og ude og fiske med hendes kæreste den næste. Det var simpelthen top dollar! Var der et par dage, og så driplede jeg sydover ned til min far, hvor jeg skulle hjælpe til med 'store slagtedag'. Og der var vist også noget andet, men det har jeg glemt.
Weekenden EFTER efterårsferien var jeg så til akvarieauktion igen. Jeg opdagede det helt tilfældigt. Så fik jeg solgt lidt flere guppyer, samt lidt planter, og købt lidt igen. Fik da også lige meldt mig ind i akvarieforeningen. Jo jo!

November: Først og fremmest...startede med et regulært sammenbrud. Så slemt, at René var ved at få mig indlagt igen, hvis da ikke lige det var fordi han fik fat i min behandler ved terapien. Det skete ude ved ham nemlig. Jeg var fuldstændig opløst og lignede en slagen bokser i hovedet. Jeg havde kørt ALT for hårdt på, alt for mange aktiviteter og et desperat behov for at skjule min egen angst for mødet i rehabiliteringsteamet, som jeg ikke vidste hvornår skulle være. Det knækkede mig godt nok. Helt og aldeles. Jeg var færdig! Jeg følte mig ikke værdig til at være noget som helst. Hverken mor, datter eller ven. Min sorg over at jeg nok ikke bliver 'mig' rigtigt igen, samt min vrede over at være havnet i min nuværende situation, var totalt overvældende. Jeg havde VIRKELIG ondt af mig selv, og det er ellers ikke noget jeg har ret tit, fordi det ikke hjælper mig. Men lige der...lige der blev jeg tvunget til at se alle dæmonerne i øjnene, og bare prøve at overleve sammenstødet på bedste vis. 
Der blev også ringet til min sagsbehandler ved kommunen, og træningen blev sat på stand by. Jeg valgte i samme åndedrag, at jeg måtte sætte alt andet end min terapi på stand by - inkl. pipes and drum. Jeg kunne ikke overskue det. Jeg blev sendt ud til min mor, som fik snakket mig lidt til ro, og tog derefter hjem til mig selv og gik i et slags hi et par dage. Jeg sov på min sofa i over to uger, før jeg fik samlet mod til at sove i min seng igen. Sofaen føltes som det mest trygge, hvilket nok hænger sammen med, at når jeg har været ude ved min mor i længere perioder, så har jeg sovet i stuen på to madrasser.  

Min dejlige lille troldeunge, aka Liam, er jo lige fyldt 4 her i går. Stor dreng! Han startede til håndbold i august, og det er bare et hit! Han elsker det! Nogle er han så begejstret, når jeg henter ham i børnehaven, at han er ved at klatre op ad pædagogerne, fordi han skal fortælle dem han skal til håndbold. For ham er torsdag nu lig med mor - håndbold - RISENGRØD!!
Han er en rigtig dejlig lille dreng, og er glad og smilende det meste af tiden.
Han smeltede sin mors hjerte, da han for et par uger siden - for første gang! - svarede mig med 'jeg elsker også dig, mor', da jeg sagde at jeg elskede ham og puttede sig ind til mig. Aaaaw...
Han er så glad...og hylende morsom! Nogle af de ting han får sagt!
I går fik han sunget fødselsdagssang, hvilket ikke passede den unge herre synderligt, og da mormor så fortsatte kom det meget kontant fra ham: 'STOP NU!! Jeg får hovedpine!!'

Ja, og så er vi ved i dag. Onsdag d. 23. november 2016. Terapi-dag. Julen står for døren, og jeg tror den bliver god. Jeg håber det i hvert fald. 
Jeg forsøger sådan set stadigvæk at få hevet mig ovenpå efter mit sammenbrud. Det går bedre, men jeg forsøger også at holde tempoet nede, fordi når jeg får kørt mig selv op i det tempo jeg har været i, så virker håndbremsen simpelthen ikke. Min mor sagde til mig, at jeg skulle lære at hive i håndbremsen, hvortil jeg tørt svarede: Det hjælper ikke, hvis den er defekt.
Nu prøver jeg lige at reparere den, så den virker bare en lille smule til at jeg kan nå at bremse INDEN jeg rammer klippevæggen, som jeg ellers plejer at gøre.

Mine smerter er ikke blevet mindre, og min højre arm er mere eller mindre defekt. Jeg kan godt bruge den lidt, men knoglerne hopper til højre og venstre hele tiden. Det er - mildt sagt - skiiiiide ubehageligt! Og så kombineret med, at jeg de fleste dage går som om jeg har skidt i bukserne...eller sådan føler jeg det, selvom jeg prøver at gå så normalt som muligt. Det er bare ikke særlig nemt, når det føles som om man har stødhegn i benene. 
Jeg er dog kommet så meget ovenpå, at jeg er begyndt at kunne finde på lidt sjov. Det er ikke meget, og det er dælme heller ikke meget jeg griner, men lidt har også ret.

Jeg ved også nu, at jeg skal til møde i rehabiliteringsteamet i december, og at min forsikringssag ruller. Er godt nok nervøs for hvad der kommer til at ske til det møde i rehabiliteringsteamet...
Min bror er lige blevet afsluttet i sit forløb...det tog 'kun' 5 år. Nu skal vi bare have trukket mig igennem også. Håber ikke det skal tage lige så mange år.
I det mindste har jeg taget én beslutning: 

Jeg flytter ikke igen før jeg, som minimum, er blevet afklaret ved kommunen. Den beslutning passer mig faktisk rigtig godt, for jeg kan rigtig godt lide min lejlighed, selvom den er lille. Det vigtigste er vel, at den føles som hjem...og ved I hvad?
Dén følelse kan jeg faktisk RIGTIG godt lide!

Kh Gitte

RIGTIGE venner er ej noget man køber...

Der sker så meget i øjeblikket, så jeg ikke selv kan følge med - både gode og dårlige.

Jeg balancerer på knivæggen konstant i øjeblikket, og overbelaster systemet - uden at tage hensyn til mig selv - for at kunne være der når der er brug for mig. Jeg får til gengæld også lov til at betale prisen for det! Det slår tifold igen! Det er ikke ret godt. Det er faktisk slet ikke godt.

Slet ikke når man begynder at få angst anfald igen. Det er dog ikke slemt med dem endnu, så det går nok.

Hvad jeg har lavet de sidste par måneder skal jeg nok vende tilbage til på et andet tidspunkt.

Med billeder og det hele!

Lige nu handler det om...nu.

Ser I - jeg fik spand iskoldt vand i hovedet i april måned, da det gik op for mig, at der var blevet regnet forkert i mit budget. Et budget, som jeg selv har lavet, og som bank og andre har rost mig for, fordi det altid har været rimeligt præcist. Det var det også! Lige indtil...nu.

For der er ikke bare regnet forkert...der er regnet riiiiiiiiiiigtig meget forkert! Pga. det som jeg TROEDE jeg fik udbetalt...som jeg havde fået at vide jeg ville få udbetalt. 

Men det går nok. Jeg er altid landet på fødderne, men for dælen en rutsjebanetur jeg har været ude på! Jeg havde to dage, hvor jeg bogstaveligt talt gennemgik de tre faser, som jeg altid skal igennem når det hele er ved at styrte sammen om mig:

1. Hvidglødende af raseri! Parat til at skælde hele verden hæder og ære fra, og gøre mig selv halvvejs skaldet i frustration over tingenes tilstand.
   
2. Dyb fortvivelse! Parat til at opgive alt og bare skride, forsvinde, fordufte fra jordens overflade, for hvordan skal jeg dog nogensinde overleve??
   
3. Problemløsning! Min yndlingsfase og andres største frygt, fordi nu skal der bare handles.
   Der opstilles forskellige løsningsmodeller - i mit hoved - som tænkes igennem og sorteres, og derfra handles der. I denne fase har jeg det med bare at kaste mig hovedkulds ud i tingene, fordi så har jeg da forsøgt noget.

Når det tog to dage, så var det fordi jeg skulle igennem alle tre faser begge dage, da jeg blev ved med at finde nye ulykker. Især fase 2 var ved at tage livet af mig, indtil jeg fik snakket med Liams far, René, som på en eller anden måde fik mig overbevist om at det nok skulle gå. Endnu gang var jeg mega glad for at vi er blevet så gode venner! Nej, hvor var jeg glad for at jeg kunne snakke med ham der! 

Og SÅ gik jeg til fase 3 for fuld damp, til min mors store skræk!

Ser I, i øjeblikket er der ikke ret meget jeg kan kontrollere og det er GIGA frustrerende!

MEN! Lidt kan jeg da kontrollere, så derfor indså jeg meget hurtigt at jeg ikke kunne blive boende, hvor jeg bor lige nu, og boligjagten gik ind! Jeg søgte på dba, div. boligforeninger og boligportalen. Jeg forelskede mig meget hurtigt i en lille lejlighed nede i Sønderborg midtby, inde på boligportalen, og købte selvfølgelig adgang til kontakten. Sørme om det ikke var min nuværende udlejer der havde den! HURRAAAA!!! Ind og kigge på deres hjemmeside. Ganske rigtigt. Lejligheden var der! Men stod som reserveret...ååårh nedtuuuuuur. Nå, men vi prøver alligevel, fordi den observante mig havde lagt mærke til at den havde stået som reserveret i rigtig lang tid! (Kigger jævnligt på deres liste.)

Skrive mail, forklare sagen og vise interesse for lejligheden. Ganske rigtigt...den VAR reserveret! Der skulle bare skrives under på kontrakten. ØV!

Sidst i april skulle jeg så aflæse elmålere til udlejer, og skrev lige at han godt måtte holde mig i mente HVIS nu kommende lejer fortrød. 

Og ved I hvad??!! Ikke ret lang tid efter kom der en mail retur: Lejer var lige sprunget fra!

Hvor heldig har man da lige lov til at være! Så jeg fik meget hurtigt aftalt tid til at komme ned og se den! Nååårh jeg var glad! Jeg var LYKKELIG! Min mor blev gråhåret, fordi jeg er jo så glad for at bo i Dybbøl. JA! Det er jeg! Men når jeg ikke har råd, så har jeg ikke råd. Punktum!

Jeg måtte så, uafhængigt af hinanden, love både min mor og far, at jeg nok skulle tage nogen med på råd og ikke bare leje det fordi jeg skulle. Jaaa jaaa...okay så.

Dagen kom, hvor jeg fik lov at se det. Jeg var lidt nervøs, for på boligportalen stod den som en stuelejligheden og på udlejers hjemmeside som en 3. sals lejlighed. Men det VAR en stuelejlighed, og jeg var bare solgt. Jeg kunne lige forstille mig hvordan det skulle være. Jeg var helt forelsket!

Jeg fik lokket René og Liam med ned og se den et par dage efter, og da René havde fået stillet spørgsmål til de ting han lige havde at sætte en finger på, og han havde fået tilfredsstillende svar, sagde jeg 'JA TAK!' og så var jeg lettet, glad, spændt, men også nervøs. For var det nu det rigtige at gøre? Især da udlejer så sagde, at så skulle han jo bare have lejet min nuværende lejlighed ud i en hulans fart. Men min mavefornemmelse lyver sjældent, og den havde det godt. Den var glad! Nogle dage efter blev min lejlighed fremvist, og jeg fik samtidig min nye kontrakt, som iøvrigt var gældende fra d. 1. juni.

Den efterfølgende uge var jeg nede på kontoret og underskrive, og fik samtidig nøglerne mod at jeg selv gjorde den ren. HOPTJULLAHEI! Om det ikke er gået lidt stærkt...jooooow bare en kende.

Så nu skal jeg til at flytte for officielt 13. gang siden jeg flyttede hjemme fra. 

Jeg har brugt en uge på at rende hovedløst rundt, og blev så også syg oveni, men nu begynder det at tage form. Der er arrangeret flytning af de store ting, takket to af mine venner og René. Lejligheden er gjort ren, med undtagelse af gulvet, men det tager ingen tid. Der er lavet en foreløbig skitse af hvordan den skal indrettes, og jeg tror det bliver skide godt! Nu skal mine ting bare lige sorteres i hvad jeg skal have med ind i lejligheden, og hvad der skal i opbevaring. Lettere uoverskueligt for mig, hvor dumt det end lyder. Min største hovedpine er egentlig at få malet den gamle lejlighed, Men imorgen kommer to andre af mine venner nordfra og hjælper mig med at få pakket ned. Og ved I hvad det sjove er ved det? De tilbød at komme og hjælpe med at pakke ned, hvor jeg så i sjov sagde, at så skulle det være her i weekenden. Jamen det var da ikke noget problem, og så var jeg mundlam...det havde jeg godt nok ikke lige regnet med! Det havde jeg virkelig ikke.

Jeg er SÅ glad for mine venner! Jeg elsker dem helt ustyrligt højt - og de ved godt selv hvem de er!

Lige nu med udgangspunkt i min flytning - havde det ikke været for dem havde det ikke kunne lade sig gøre! For jeg kan ikke selv løfte ret meget endnu, takket være min fantastiske krop.

Men også helt generelt! Hvor er det fantastisk, når man egentlig har opgivet håbet og opbrugt alle sine kræfter, og så der lige kommer nogen og hanker op i en og siger 'Nu får vi lige styr på det her - det skal nok gå!' Bare det at man bliver tilbudt hjælpen...jeg har aldrig været god til at tage imod den - det indrømmer jeg, men hvor er følelsen dog fantastisk når man gør! Om det er med at flytte, få styr på nogle ting eller bare lægge øre til mine frustrationer og brokkerier eller hvad det nu måtte værd. 

Og ved I hvad... Jeg har for længe længe siden gjort op med mig selv, at jeg er måske nok ikke den rigeste person materielt, men hvad gør det, når jeg føler mig som den rigeste person i hele verden med de venner jeg har og tager mig for den jeg er!

Husk at værdsætte Jeres venner - ikke med materielle ting, men med anderkendelsen af at de rent står ved Jeres side i tykt og tyndt. For uanset hvad - RIGTIGE venner...de er bare ej noget man køber!

Til mine venner i det ganske danske land, som i tidens løb har lagt øre til mangt og meget og hjulpet mig så meget som jeg nu selv har tilladt: Tak er kun et fattigt ord, og jeg ville ønske jeg kunne give Jer hele verden, for sammen med min familie og min lille dreng er I hele min!

/Gitte

Foråret lever!

(Skrevet i torsdag (d. 17. marts) - ved ikke lige hvorfor den ikke har udgivet det.)

Ja, foråret er i sandhed kommet til live i disse dage!
Jeg kan mærke det helt ind i knoglerne! Det er blevet lysere, luften vibrere nærmest af livet der er ved at vågne af sin vinterdvale.

Jeg ELSKER foråret!! Elsker elsker ELSKER DET! Ikke engang vitaminerne i luften (læs: gyllelugt) kan ødelægge min kærlighed til denne årstid. Det hører med når man bor i provinsen og det såkaldte 'udkantsdanmark' - et begreb jeg ikke giver en hundekiks for.
Selvom gyllelugt ikke er videre lækkert, så vil jeg hellere have gyllelugt end bilos. Jeg vil dog tillade mig at påstå, at noget er mere behageligt end andet. Den værste gylle er fra mink, så hønsemøg, gris og til sidst ko, som er den gyllelugt jeg synes er mest 'behagelig', om jeg så må sige.

Jeg er så udpræget landpige og absolut ikke bypige! Jeg kan godt lide at have luft omkring mig og højt til loftet. Sådan er det, og jeg tager gerne de få ulemper med. Trods alt bliver der ikke kørt gylle ud hver dag eller hver uge...eller hver mån....ed...æh, kommer lige i tvivl.
Det var vist det vi kunne kalde et sidespring...

Billede fra weekendens såning

Anyway! Jeg har haft nogle HELT forrygende dage! Helt ud til fingerspidserne! Okay, måske lige overdrevet nok, men det er tæt på. For det første har jeg jo tilbragt en hel weekend sammen med Liam, og kom faktisk første hjem tirsdag formiddag, hvor jeg så kom for sent til min aftale hos kiropraktoren fordi jeg havde set forkert på tiden - dygtige mig. Men opturen er, at lige nu sidder ALLE led og knogler som de skal - for første gang siden ulykken i oktober! YES! Det var også på tide! Nu skal jeg så bare passe ikke gøre noget, så de ryger ud af plads igen.

Derefter var jeg på lokalpsykiatrien i Augustenborg, hvor jeg havde min mor med, og havde - i modsætningen til sidst - en ganske fornuftig samtale. Heldigvis gør jeg så gode fremskridt, at jeg ikke bliver sat yderligere op i medicin...føler mig død nok i forvejen, da jeg ikke er i stand til at grine som jeg ellers er ret god til og berygtet for. Fik også givet udtryk for, at jeg savner MIG! Min person, den jeg er og min lattermildhed og min evne til at grine så voldsomt, så jeg næsten er ved at besvime.

Billede fra weekenden

Jeg savner det...jeg savner det helt ubeskriveligt meget! Men jeg er derinde endnu! Jeg kan mærke det, for ind i mellem titter min sorte humor frem og så sidder jeg og klukker lidt uden rigtigt at kunne. Det er virkelig en underlig fornemmelse...at grine uden at kunne. Det bliver sådan lidt hult.

I går stod jeg ganske vist først rigtigt op sådan rimeligt sent, men da først jeg var kommet på benene fik jeg faktisk ordnet en masse småting og ryddet lidt op her og der uden at gøre det færdigt. Det er så typisk mig lige nu, men i det mindste fik jeg da gjort noget! Jeg har også sat et nyt spireprojekt i gang - chiakarse! Er jeg lidt spændt på. Og jeg fik vasket tøj og hængt det op og ja...jeg hyggede mig egentlig bare gevaldigt godt, og tillod mig selv at sige 'nu er jeg træt og tager et hvil'.
Hen på eftermiddagen kom jeg til at tænke på, at jeg da kunne bruge noget af min energi på Liam, så jeg kommunikerede med min eks og hentede knejten - omend det tog lidt tid.
Da han var kommet i seng, kørte jeg hjem og tog en slapper og faldt hurtigt i søvn.

I dag har jeg lige fået tjekket linser hos optikeren, og været forbi både Nanna XL (for at købe billet til deres modeshow her i april), Zizzi og Matas. Jeg købte ikke noget i Zizzi, men gjorde noget som jeg ikke lige havde regnet med at jeg nogensinde skulle gøre - jeg spurgte om hvordan man blev model til deres modeshows. De var lidt ærgelige, for de havde lige fået fundet alle dem de skulle bruge til showet her den 30. marts, men de skrev mig til det næste efter det og skrev mig på som reserve til det her i marts. Det er lidt vildt. Hvem skulle nogensinde have troet det om mig...
I Matas blev jeg skrevet op til en hudanalyse og -rådgivning. Det var faktisk ret spændende!...hvis vi lige ser bort fra det faktum at min hud åbenbart er som en...middelalderende kvindes.
Jeg var meget fascineret og samtidig lidt skræmt. Men altså...det kan reddes. Og det skal det.

Ved ikke helt hvad der går af mig pt., men det er ligesom om der bare skal prøves noget nyt og anderledes. Der skal rykkes nogle personlige grænser og der skal udvikles.

Okay, jeg er så også fastbesluttet på at komme tilbage i en version 10.0, og det kræver jo lidt nyt.
Må dog indrømme, at jeg et eller andet sted nyder de opdagelser jeg gør i øjeblikket, fordi de udvikler mig som person. Det er hårdt, men spændende...

Så er der vist, med lidt held, spredt positiv stemning i dag. Det kan vi godt lide!

Æh, må vist hellere hente mit tørrestativ ind inden det hele ender på jorden.
Note to self: Rent tøj skal ikke tørre på jorden.

/Gitte

En rigtig god weekend

Puuuh....det forrige indlæg var en værre omgang. Men så er det ligesom ude.

Jeg kan heldigvis berette, at jeg har det væsentligt bedre, og ligefrem også ser levende ud.
Faktisk er jeg også kommet hjem til mig selv igen, hvilket så lige kræver lidt tilvænning, men nej hvor er det SKØNT at være hjemme hos sig selv igen. Ikke forstået sådan at det ikke var godt at være ude ved min mor, men ude godt - hjemme bedst, ik?

Den netop overstået weekend har jeg tilbragt i selskab med Liam og hans far (min eks).
Det har været rigtig hyggeligt, og vi har fået lavet lidt forskellige ting.
Bl.a. har vi et par gange været i Sønderborg, af forskellige årsager, og vi har fået sået karse samt ærter, tomater og morgenfruer til forspiring og vi har været på legepladsen i dejligt solskin og spillet lidt fodbold - det jeg nu lige kunne holde til med ryggen.

Jeg havde egentlig regnet med at tage hjem i lørdags, men det gik så godt og Liam ville gerne have at jeg blev, så det gjorde jeg. Jeg sidder sådan set stadig herude, fordi eksen meget gerne ville have lov til at låne min bil i dag, da hans egen skulle have ordnet bremser. Jeg skulle ikke noget, og så kunne jeg jo lige så godt hjælpe ham på den måde.

Det var bare så hyggeligt, at være herude. Bare det at kunne være sammen med sin dreng uden at være et totalt nervevrag, og rent faktisk have lidt overskud til hans små spidsfindigheder - og iøvrigt også uden at de voksne parter bekriger hinanden, men har en fælles forståelse og respekt for hinanden og bare gerne vil det bedste for hinanden og deres barn.
Det er en stærkt undervurderet gave! For et år eller to siden ville denne weekend nærmest være utænkelig, men meget er sket og mange ting har ændret sig, og jeg er dybt taknemmelig for at min eks og jeg er kommet til et stadie, hvor vi rent faktisk er ret gode venner og kan snakke om tingene på en god og konstruktiv måde! Vi kommer aldrig til at være sammen igen, men det vigtigste er også bare at Liam kan mærke at vi står sammen om ham uanset hvad, og at vi på den måde ikke nødvendigvis er to enheder.

Liam er i øvrigt blevet en stor fin dreng!
Til hans 3 års undersøgelse målte han 105 cm og vejede lige under 20 kg. Jeg vil gerne lige pointere, at han ikke er tyk og følger sin kurve. Han har så meget krudt i røven, og der skal ske noget hele tiden. Han er god til at lege selv, men er tilsvarende også god til at hundse rundt med os andre. Og nej hvor kan han blive hidsig! Ja, jeg ved IKKE hvor han har det fra...eller noooooooooget... *angelface*
Hans strenge strenge mor har jo været i nærheden og sagt fra til nogle ting, hvor hans far så har bakket op. Hvem bliver han sur på? Mig. 'Mor, du er DUM!' (MED eftertryk), mens faderen går uramt forbi. Det er typisk...
Tja, men det kan jeg godt leve med i de situationer.

Jeg gør rigtig meget ud af at fortælle ham, at jeg elsker ham - også selvom jeg skælder ud (i de situationer hvor det er påkrævet) - fordi jeg føler at jeg har svigtet ham. Det ved jeg godt jeg ikke har, i og med at jeg har sluppet tøjlerne i rette tid og ladet hans far overtage, fordi han selv var kommet ovenpå igen. Men...min store frygt er, at han en dag vil komme til mig og sige, at jeg svigtede ham...at jeg ikke elskede ham nok. Det er tanker jeg har delt med min eks, fordi de fylder rigtig meget. Det er faktisk ham der, efterhånden, har fået mig overbevist om, at jeg ikke har svigtet. Tværtimod.

Anyway, forrige gang jeg var ude ved knægten kom han med et af sine guldkorn.
Da jeg skulle gå, fik jeg en krammer og et kys og så sagde jeg til ham 'Mor elsker dig!'. 'Jaaa jaaa, mor!! Det VED jeg godt!'
Jeg måtte lige kvæle et grin, samtidig med han ihærdigt forsøgte at orme sig ud af mine arme uden at ryge ned på gulvet.
Vi er nemlig nået til det stadie, hvor kys bliver betegnet som 'AD! Ulækkert!'.
Den slår aldrig fejl. Selv hvis jeg kysser ham på kinden, når han sover, så skal det da lige tørres væk. Det skal det da. Ad føj da! Mangler bare at han også siger det i søvne. Hehehe.

Tankerne myldre rundt i hovedet på mig, og ved der var mere jeg ville have skrevet. Kunne være jeg skulle blive bedre til at skrive det ned i min lille sorte bog.
Men så er der jo også stof til fremtidige indlæg.

Nå, men det kunne også være at jeg skulle få noget at spise og så få sået krydderurterne, så de også kan forspire. Sidst lykkedes det mig da at noget ud af både basilikum og rosmarinen.
Jeg kan godt lide at se tingene gro, og få noget ud af dem. Det er også derfor foråret er min yndlings årstid - samt den mest livsbekræftigende i min verden - og i år har jeg nok mere brug for den end nogensinde før.

/Gitte

En 'hurtig' opsumering

Beklager den lange ventetid, men som sædvanligt har jeg ikke kunne nøjes med én ting af gangen, og har derfir været ret syg her i januar og februar. 

Jeg vil gerne forelægge de sidst 6-7 måneders begivenheder, og har valgt at gøre det månedsvist og i punktform. Ellers bliver jeg ikke færdig i år, og jeg har nok glemt noget undervejs. Vi starter med august...

August

• Midt på måneden bliver jeg sygemeldt med stress, og bliver i første omgang sygemeldt i en måned.

September

• Måneden starter udemærket med en længeplanlagt ferie til mit elskede Irland (vender jeg tilbage til i et andet indlæg) - MED tilladelse fra min afdelingsleder vel at mærke!! Selvom det holdt hårdt...
• Da jeg kommer hjem, starter jeg op på arbejde igen på deltid under min afdelingsleders ledelse, da min teamleder er gået på pension i slutningen af august.
• Dagen efter (om tirsdagen) bliver jeg bedt om at stille på chefen kontor, og jeg får så at vide, at man har valgt at starte en opsigelsessag på mig. Min eneste reaktion, efter at have kigget lidt op i loftet, var: "Nårh, det er da okay..."  Tror nok hunhavde forventet en anden reaktion, men jeg ville jo ikke gøre tingene bedre ved at råbe og skrige, hvilket hun måtte give mig ret i.
• Den efterfølgende mandag vælger et suicidalt rådyr at springe ud foran min bil, hvilket koster mig en smadret front og en pænt høj selvrisiko.
• Sidste på måneden bliver jeg fuldtidssygeneldt igen, og er det så i øvrigt stadig.

Oktober

• Min vaskemaskine vælger at afgå ved døden, så jeg må ud og have fat i en ny...det er hvad det er.
• D. 20. får jeg lavet en HELT forkert bevægelse i ryggen, da jeg putter Liam, resulterende i at hele ryggen kramper op og jeg ligger og skriger som en sindssyg på sofaen i næsten en time. Kan ikke bevæge mig og næsten ikke trække vejret uden at hele lortet kramper fuldstændig op. Underligt nok vågnede knægten ikke af det. Fik fat i en vagtlæge, som kom ud og undersøgte mig og gav mig en sprøjte. Godt gedigent lændehold! Hurra...
• D. 23. er jeg på vej, med barn og hund, op til min far, da en lastbil får skabt panik i midtersporet ved udfletningen, hvilket forplanter sig ud i ydersporet, hvor jeg er, og de bare pludselig klapper bremserne foran. (Ingen vidste hvorfor efterfølgende) Reagerer prompte, men får et klap bag i som sender mig op i ham foran og får så lige et klap mere. Jeg nåede heldigvis at få drejet lidt, så jeg tog det hele. Liam og Seamróg var chokerede, og Liam skreg som en stukket gris, men han var komplet uskadt - GUDSKELOV! Der var nogle meget søde piger, som kom og hjalp mig med både hund og barn, og tilbød mig at tage Seamróg med hjem til dem. Heldigvis vidste jeg, at min storebror var nogle kilometer bag mig, og heldigvis havde han ikke lyttet til mig og var kørt af, men havde derimod kørt som død og helved for at komme op til mig. Han nåede det lige inden jeg blev fragtet med ambulance ind til traumecentret i Kolding. Kæft en oplevelse! Alt tøj blev klippet af, blev stukket her og der og alle vegne, blev røngnet og scannet osv. Da de var næsten var færdige kom min storebror med Liam og min nevø. Liam blev lidt bange, fordi jeg stadig havde iltslanger på og drop og...ja. You name it. Jeg blev indlagt, og selvom de gerne ville have beholdt mig til om søndagen, så ville jeg megetgernemed min far hjem, da han kom forbi næste dag. Min far og de andre tog sig af Liam, min storebror tog sig af Seamróg og jeg snorksov fra jeg ankom til jeg blev kørt hjem til min mor næste dag. Og så sov jeg øvrigt i næsten en hel uge, helt bogstavligt. Liam nægtede at snakke med mig i to uger, hvis ikke at han selv havde sagt noget til mig først, og jeg måtte SLET ikke røre ham. Det var lidt hårdt, men jeg kunne godt forstå det.

November

• Tåger rundt på smertestillende, og prøver at fungere. Husker ikke ret meget, andet end at jeg, i samråd med min storebror og far, ser mig nødsaget til at finde et nyt hjem Seamróg. Jeg kunne og kan ikke passe ham optimalt mere. Det gjorde ondt at nå til den erkendelse, men han har fået et super godt hjem, hvor jeg stadig har mulighed for at se ham af og til. Har dog ikke set ham siden ulykken.
• Jeg blev indkaldt til mr-scanning af lænden med en tid i starten af december.
• Gik til behandling konstant
• D. 22. fyldte Liam 3, og der var gæster, gaver, boller, lagkage og kakao!
• Sidst på måned fik jeg en ny bil - yderst positivt!

December

• Fik scannet min lænd, og en uge efter fik jeg så at vide, at min ryg SLET ikke ser god ud! Diskusprolaps mellem 3. og 4. lændehvirvl, og fra 4. lændehvirvl og ned til korsbenet er der udposninger - altså begyndende prolapser. Og så havde jeg i øvrigt også slidgigt i ryggen. Jamen hurra! Slidgigt er så vist noget de fleste har uden at vide det, men det kommer nok til at have konsekvenser for mig fremadrettet.
• Holdte en rigtig hyggelig jul sammen med Liam, min mor og Liams far.
• Anden juledag bliver mine planer for nytåret ændret ret drastisk, og af alle steder søger jeg ud til min dreng, som jo var ude ved sin far. Så kunne jeg lige vande lidt høns derude.
• Nytårsaften blev holdt i Herning omegn hos en højtelsket veninde og hendes lille familie.

Januar

• Får at vide at jeg må starte op på træne igen, på meget lavt gear. YES! 
• Får det gradvist værre og værre, både psykisk og fysisk.
• Liam kommer for en periode fast ud til sin far, hvor han stadig er.
• Midt på måneden er jeg helt ødelagt. Halvanden til måneder uden søvn, voldsom kvalme der gør at jeg ikke får spist og drukket og en kraftig forværring i det psykiske.
• Har en veninde med til læge, fordi jeg gerne lige vil have et ekstra sæt ører på. Tilsyneladende var jeg så skidt, så min læge var milimeter fra at få migindlagt på psyk. Blodprøver viste, at mine levertal var alt alt for høje og jeg havde en infektion i kroppen som enten var kyssesyge eller en afart af den, som hedder Cytomegalusvirus. Fik scannet min mave, som viste at min milt var forstørret og jeg havde galdesten.
• Den sidste uge i januar er lidt sløret for mig, men jeg kan huske, at mine impulsive tanker om at gøre en ende på tingene bliver værre og kraftigere. Faktisk var jeg tæt på bare at pløje ind i en lygtepæl med vilje, men min stædighed vandt endnu engang. Men det resulterer i at min eks slår alarm, og får mig indlagt på psyk. Min mor kørte mig derop, og hentede mig dagen efter, da de mente Lokalpsykiatrien i Augustenborg skulle stå for behandlingen. 

Februar

• Flytter midlertidigt hjem til min mor, da jeg ikke må være alene. Begynder at sove om natten igen, men sover også en stor del af dagen.
• Min læge kommer frem til, at jeg har Cytomegalusvirus og kraftigt blodmangel, hvad vi også havde fået at vide af en ekspert i omgangskredsen. 
• Jeg er til div. møder vedr. behandling og fremadrettet indsats - også ift. Liam. Starter på ny medicin som giver bivirkninger. Svedeture og voldsom stigning i pulsen. Jeg kan sidde helt stille, og pludselig have en puls på 110-120 stykker. Vifandt så ud af, at mine smertestillende forværrede bivirkninger. Så dem måtte jeg stoppe med, resulterende i at min ryg er spasset af igen. Glad og lykkelig. Nu tager jeg dem så igen for overhovedet at kunne bevæge mig.
• I torsdags var jeg oppe og sige farvel på arbejdet. Det var rart lige at se dem og sige farvel. Fik også en gave. I morgen, mandag, er det så min sidste dag som lønmodtager.

Det positive i alt det her er, at jeg har fået et rigtig godt samarbejde og venskab op og køre med min eks - altså Liams far. Jeg er helt usigeligt glad for at det endelig er lykkedes!! Og vi prøver at passe på hinanden, og i høj grad også på Liam. Og Liam trives med vores nuværende ordning, hvilket jeg er rigtig rigtig glad for! Han har haft godt af at være lidt mere sammen med sin far.

Derudover så er jeg egentlig ikke ked af at jeg er blevet fyret, for det giver mig ro til at blive rigtig rask, uden at jeg har en arbejdsgiver hoppende i nakken. Jeg mener, jeg har allerede hjerneskadet mig selv ved at starte for tidligt på arbejde efter min hjernerystelse i '14. Jeg ofrer mig aldrig så meget for et arbejde igen. Indtil videre er jeg sygemeldt frem til august, også må vi se derfra. Men efter at have været helt nede og ligge face down, så kan jeg mærke at det lige nu gården rigtige vej - stille og roligt. Det er dejligt, og optimismen vender også tilbage i takt med at foråret melder sin ankomst. Jeg rykker nok snart hjem til mig selv igen, og håber at det går. 

Og nu kan man roligt spørge mig, om jeg har husket min lille lyserøde pille. Mine nye piller ER nemlig lyserøde, og rasler så hyggeligt på vej ned. Meget underlig fornemmelse.

Men hva...efter at have lignet en på selvmordets rand - helt bogstavligt - med fuldstændigt gråt ansigt, sort under øjnene og et dødt blik, så er jeg vendt tilbage til de levendes rige igen.

Jeg ved udemærket godt, at jeg ikke er rask lige nu, men det bliver jeg! 

Min stædighed er min største styrke! Og så er det jo godt at man har arvet 'æselgener' fra begge de gamle.

(I må lige bærer over med taste- og stavefejl. Har skrevet fra min tablet.)

Opvarmning - og et par visdomsord

Nå! Skulle man aldrig komme i gang, og få søsat projektet - JO!

Godt så.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke rigtig ved hvordan jeg skal få startet op, for jeg har ikke rigtig udbredt til hele verden, hvad der egentlig er sket de sidste 4-5 måneder af 2015.

Og det er ikke uden en vis nervøsitet, at jeg starter op på det her.

Men her i 2015 er der blevet vendt fuldstændig op og ned på tingene, og mit liv ligger i ruiner.

Det lyder rigtig voldsomt, og det er det egentlig også i min verden, men alligevel er jeg nødt til at sige, at jeg, selvom det hele er noget rigtig kiks lige nu, ser frem til at kunne begynde at genopbygge mit liv...IGEN. Denne gang skal der bare bygges noget bedre og mere holdbart!

Jeg vil gerne komme ind på de sidste 4-5 måneder af 2015 på et andet tidspunkt. Det er nemt nok for mig at snakke om, men af en eller anden grund er det faktisk svært for mig at få det ned på skrift.

Dog kan jeg godt afsløre, at det har været alt andet end sjovt!

Jeg tror dog, at jeg kommer til at gribe det an på en lidt anden måde end jeg lige først havde tænkt, fordi det fylder rigtig meget. 

MEN! Lad mig starte min nye blog med et par visdomsord, som nok i virkeligheden er oldinggamle.

Jeg har egentlig forsøgt ihærdigt at leve efter dem i mange år, men lige nu er de mere eller mindre livsvigtige for mig.

Man har et valg. Enten kan man blive hængende og dvæle i alle ulykkerne og have ondt af sig selv, eller også ser man læringsmulighederne i dem og lader dem være med til at videreudvikle én som menneske - gerne til den bedre side. 

Jeg har valgt den sidste mulighed, og selvom jeg ved, at jeg ikke helt kan undgå at dvæle lidt ved fortiden, så er jeg fast besluttet på at det ER fortid! Jeg er i nuet, og fremtiden venter forude! Det skal jeg være bedre til at huske, men lige nu er fremtiden enormt skræmmende.

Et andet valg man har, når man virkelig er i krise eller har været det, er, at enten så lader man sig æde op af had og nag og nægte selv at tage et ansvar og give alle andre skylden, eller også så tilgiver man og slutter fred med tingene og tager et ansvar for sig selv.

Igen har jeg valgt den sidste mulighed, for jeg har set hvordan had og nag kan fortære et menneske. Det er ikke noget kønt syn, og det forpester omverdenen. Sådan en person har jeg ikke lyst til at være. Jeg vil hellere skabe lys og glæde, skue indad og udad for blive klogere på mig selv og andre, tilgive og/eller slutte fred med tingene, så jeg kan komme videre med mit liv.

Det her bliver en kamp for at få mit liv igen. Det bliver en kamp for at skabe et bedre liv for mig selv, men i endnu højere grad også for Liam. 

Jeg er SÅ klar til at vise, at selv dét her kan jeg overleve! 

Nederlag er IKKE en mulighed - og jeg VIL vinde! Og tro mig...det skal nok lykkes - især med den fantastiske støtte jeg får fra familie og venner. Jeg har aldrig været kendt for at give op, og det gør jeg heller ikke nu!

Til næste gang - Kinderne op og positive tanker!

- Gitte

Hvis man gerne vil vide hvad der er sket inden, for ligesom at være lidt opdateret hvad der egentlig er sket i mit liv, så kan man gå ind på Hurra eller noget... og læse mine beretninger om fødselsdepression, hjernerystelse og ja...hvad der er sket i mit liv igennem ca. halvandet år eller sådan noget.