søndag den 28. februar 2016

En 'hurtig' opsumering

Beklager den lange ventetid, men som sædvanligt har jeg ikke kunne nøjes med én ting af gangen, og har derfir været ret syg her i januar og februar. 

Jeg vil gerne forelægge de sidst 6-7 måneders begivenheder, og har valgt at gøre det månedsvist og i punktform. Ellers bliver jeg ikke færdig i år, og jeg har nok glemt noget undervejs. Vi starter med august...

August
  • Midt på måneden bliver jeg sygemeldt med stress, og bliver i første omgang sygemeldt i en måned.

September
  • Måneden starter udemærket med en længeplanlagt ferie til mit elskede Irland (vender jeg tilbage til i et andet indlæg) - MED tilladelse fra min afdelingsleder vel at mærke!! Selvom det holdt hårdt...
  • Da jeg kommer hjem, starter jeg op på arbejde igen på deltid under min afdelingsleders ledelse, da min teamleder er gået på pension i slutningen af august.
  • Dagen efter (om tirsdagen) bliver jeg bedt om at stille på chefen kontor, og jeg får så at vide, at man har valgt at starte en opsigelsessag på mig. Min eneste reaktion, efter at have kigget lidt op i loftet, var: "Nårh, det er da okay..."  Tror nok hunhavde forventet en anden reaktion, men jeg ville jo ikke gøre tingene bedre ved at råbe og skrige, hvilket hun måtte give mig ret i.
  • Den efterfølgende mandag vælger et suicidalt rådyr at springe ud foran min bil, hvilket koster mig en smadret front og en pænt høj selvrisiko.
  • Sidste på måneden bliver jeg fuldtidssygeneldt igen, og er det så i øvrigt stadig.
Oktober
  • Min vaskemaskine vælger at afgå ved døden, så jeg må ud og have fat i en ny...det er hvad det er.
  • D. 20. får jeg lavet en HELT forkert bevægelse i ryggen, da jeg putter Liam, resulterende i at hele ryggen kramper op og jeg ligger og skriger som en sindssyg på sofaen i næsten en time. Kan ikke bevæge mig og næsten ikke trække vejret uden at hele lortet kramper fuldstændig op. Underligt nok vågnede knægten ikke af det. Fik fat i en vagtlæge, som kom ud og undersøgte mig og gav mig en sprøjte. Godt gedigent lændehold! Hurra...
  • D. 23. er jeg på vej, med barn og hund, op til min far, da en lastbil får skabt panik i midtersporet ved udfletningen, hvilket forplanter sig ud i ydersporet, hvor jeg er, og de bare pludselig klapper bremserne foran. (Ingen vidste hvorfor efterfølgende) Reagerer prompte, men får et klap bag i som sender mig op i ham foran og får så lige et klap mere. Jeg nåede heldigvis at få drejet lidt, så jeg tog det hele. Liam og Seamróg var chokerede, og Liam skreg som en stukket gris, men han var komplet uskadt - GUDSKELOV! Der var nogle meget søde piger, som kom og hjalp mig med både hund og barn, og tilbød mig at tage Seamróg med hjem til dem. Heldigvis vidste jeg, at min storebror var nogle kilometer bag mig, og heldigvis havde han ikke lyttet til mig og var kørt af, men havde derimod kørt som død og helved for at komme op til mig. Han nåede det lige inden jeg blev fragtet med ambulance ind til traumecentret i Kolding. Kæft en oplevelse! Alt tøj blev klippet af, blev stukket her og der og alle vegne, blev røngnet og scannet osv. Da de var næsten var færdige kom min storebror med Liam og min nevø. Liam blev lidt bange, fordi jeg stadig havde iltslanger på og drop og...ja. You name it. Jeg blev indlagt, og selvom de gerne ville have beholdt mig til om søndagen, så ville jeg megetgernemed min far hjem, da han kom forbi næste dag. Min far og de andre tog sig af Liam, min storebror tog sig af Seamróg og jeg snorksov fra jeg ankom til jeg blev kørt hjem til min mor næste dag. Og så sov jeg øvrigt i næsten en hel uge, helt bogstavligt. Liam nægtede at snakke med mig i to uger, hvis ikke at han selv havde sagt noget til mig først, og jeg måtte SLET ikke røre ham. Det var lidt hårdt, men jeg kunne godt forstå det.
November
  • Tåger rundt på smertestillende, og prøver at fungere. Husker ikke ret meget, andet end at jeg, i samråd med min storebror og far, ser mig nødsaget til at finde et nyt hjem Seamróg. Jeg kunne og kan ikke passe ham optimalt mere. Det gjorde ondt at nå til den erkendelse, men han har fået et super godt hjem, hvor jeg stadig har mulighed for at se ham af og til. Har dog ikke set ham siden ulykken.
  • Jeg blev indkaldt til mr-scanning af lænden med en tid i starten af december.
  • Gik til behandling konstant
  • D. 22. fyldte Liam 3, og der var gæster, gaver, boller, lagkage og kakao!
  • Sidst på måned fik jeg en ny bil - yderst positivt!
December
  • Fik scannet min lænd, og en uge efter fik jeg så at vide, at min ryg SLET ikke ser god ud! Diskusprolaps mellem 3. og 4. lændehvirvl, og fra 4. lændehvirvl og ned til korsbenet er der udposninger - altså begyndende prolapser. Og så havde jeg i øvrigt også slidgigt i ryggen. Jamen hurra! Slidgigt er så vist noget de fleste har uden at vide det, men det kommer nok til at have konsekvenser for mig fremadrettet.
  • Holdte en rigtig hyggelig jul sammen med Liam, min mor og Liams far.
  • Anden juledag bliver mine planer for nytåret ændret ret drastisk, og af alle steder søger jeg ud til min dreng, som jo var ude ved sin far. Så kunne jeg lige vande lidt høns derude.
  • Nytårsaften blev holdt i Herning omegn hos en højtelsket veninde og hendes lille familie.
Januar
  • Får at vide at jeg må starte op på træne igen, på meget lavt gear. YES! 
  • Får det gradvist værre og værre, både psykisk og fysisk.
  • Liam kommer for en periode fast ud til sin far, hvor han stadig er.
  • Midt på måneden er jeg helt ødelagt. Halvanden til måneder uden søvn, voldsom kvalme der gør at jeg ikke får spist og drukket og en kraftig forværring i det psykiske.
  • Har en veninde med til læge, fordi jeg gerne lige vil have et ekstra sæt ører på. Tilsyneladende var jeg så skidt, så min læge var milimeter fra at få migindlagt på psyk. Blodprøver viste, at mine levertal var alt alt for høje og jeg havde en infektion i kroppen som enten var kyssesyge eller en afart af den, som hedder Cytomegalusvirus. Fik scannet min mave, som viste at min milt var forstørret og jeg havde galdesten.
  • Den sidste uge i januar er lidt sløret for mig, men jeg kan huske, at mine impulsive tanker om at gøre en ende på tingene bliver værre og kraftigere. Faktisk var jeg tæt på bare at pløje ind i en lygtepæl med vilje, men min stædighed vandt endnu engang. Men det resulterer i at min eks slår alarm, og får mig indlagt på psyk. Min mor kørte mig derop, og hentede mig dagen efter, da de mente Lokalpsykiatrien i Augustenborg skulle stå for behandlingen. 
Februar
  • Flytter midlertidigt hjem til min mor, da jeg ikke må være alene. Begynder at sove om natten igen, men sover også en stor del af dagen.
  • Min læge kommer frem til, at jeg har Cytomegalusvirus og kraftigt blodmangel, hvad vi også havde fået at vide af en ekspert i omgangskredsen. 
  • Jeg er til div. møder vedr. behandling og fremadrettet indsats - også ift. Liam. Starter på ny medicin som giver bivirkninger. Svedeture og voldsom stigning i pulsen. Jeg kan sidde helt stille, og pludselig have en puls på 110-120 stykker. Vifandt så ud af, at mine smertestillende forværrede bivirkninger. Så dem måtte jeg stoppe med, resulterende i at min ryg er spasset af igen. Glad og lykkelig. Nu tager jeg dem så igen for overhovedet at kunne bevæge mig.
  • I torsdags var jeg oppe og sige farvel på arbejdet. Det var rart lige at se dem og sige farvel. Fik også en gave. I morgen, mandag, er det så min sidste dag som lønmodtager.
Det positive i alt det her er, at jeg har fået et rigtig godt samarbejde og venskab op og køre med min eks - altså Liams far. Jeg er helt usigeligt glad for at det endelig er lykkedes!! Og vi prøver at passe på hinanden, og i høj grad også på Liam. Og Liam trives med vores nuværende ordning, hvilket jeg er rigtig rigtig glad for! Han har haft godt af at være lidt mere sammen med sin far.

Derudover så er jeg egentlig ikke ked af at jeg er blevet fyret, for det giver mig ro til at blive rigtig rask, uden at jeg har en arbejdsgiver hoppende i nakken. Jeg mener, jeg har allerede hjerneskadet mig selv ved at starte for tidligt på arbejde efter min hjernerystelse i '14. Jeg ofrer mig aldrig så meget for et arbejde igen. Indtil videre er jeg sygemeldt frem til august, også må vi se derfra. Men efter at have været helt nede og ligge face down, så kan jeg mærke at det lige nu gården rigtige vej - stille og roligt. Det er dejligt, og optimismen vender også tilbage i takt med at foråret melder sin ankomst. Jeg rykker nok snart hjem til mig selv igen, og håber at det går. 

Og nu kan man roligt spørge mig, om jeg har husket min lille lyserøde pille. Mine nye piller ER nemlig lyserøde, og rasler så hyggeligt på vej ned. Meget underlig fornemmelse.

Men hva...efter at have lignet en på selvmordets rand - helt bogstavligt - med fuldstændigt gråt ansigt, sort under øjnene og et dødt blik, så er jeg vendt tilbage til de levendes rige igen.
Jeg ved udemærket godt, at jeg ikke er rask lige nu, men det bliver jeg! 
Min stædighed er min største styrke! Og så er det jo godt at man har arvet 'æselgener' fra begge de gamle.

(I må lige bærer over med taste- og stavefejl. Har skrevet fra min tablet.)