En skæbnedag i oktober 2015

I går var det præcis to år siden, at mit liv blev vendt på hovedet.
Et liv, der i forvejen var præget af sygdom og totalt kaos!

Jeg var klappet ned med stress i august 2015, og blev fyret fra mit arbejde dagen efter jeg kom tilbage fra en ferie til Irland i september. Jeg havde det godt på fornemmelsen, og måske også derfor jeg tog det så roligt. Jeg var kommet tilbage på halv tid, og det gik sådan...hmm...okay-agtigt.
IGEN valgte jeg at sætte arbejdet før mig selv, til ingen verdens nytte. En dyr lærestreg, men har da heldigvis lært af det. Jeg gør det aldrig mere.

Nogle af de følgende øjeblikke husker jeg i detaljer, andet slet ikke og så det midt i mellem.
Der er meget midt i mellem...

I oktober, d. 23., var jeg på vej nordpå til min familie, sammen med min lille dreng og min lille hund, lykkeligt uvidende om hvad der ventede. 
Tresporet motorvej ved Kolding, myldertid, folk der kører med hovedet oppe i r*ven, kaos...jeg holdte helt bevidst afstand. Jeg vidste, at der KUNNE ske noget. Risikoen var der, og den blev større meget pludselig pga. en - undskyld - FORPULET lastbil, som åbenbart syntes han skulle trække lige ind foran en anden last i indersporet, hvorved begge lastbiler kom i slinger, fordi de hver især måtte bremse ret kraftigt. Især ham bagved. Det BURDE ikke have haft indflydelse på mig, da jeg lå helt ude i ydersporet. Bilerne i midtersporet blev grebet af panik, pga. de store slingrende lastbiler.
Det ville jeg også blive - hvis jeg lå i midtersporet! Men det gjorde jeg ikke. 
Så skete det. Af uforklarlige årsager huggede bilen foran mig meget pludseligt bremserne.
Jeg reagerede prompte, slog bremserne i bund og kaste min højre arm over på Liam, som sad ved siden af mig. Bilen bagved mig lå åbenbart helt oppe i min bagende, for i det jeg huggede bremsen fik jeg et ordentligt skub bagi og fløj op i bagenden på ham foran - og fik så i øvrigt et skub mere bagfra. Alle muskler blev spændt, panikken bredte sig...det sidste jeg sådan lige husker er, at jeg når at få drejet bilen lidt, så jeg tog hele skraldet og derved ville ske minimal skade på Liam og Seamróg.

Det næste jeg husker er, at jeg kan lugte ild og Liam der skriger som en sindssyg.
Min krop er fyldt med adrenalin, der bare tæsker derudaf. Jeg er i panik, fordi jeg tror bilen er i brand. Efter at have taget en dyb vejrtrækning, lægger jeg mærke til at airbaggen var blevet udløst og at det er DEN der lugter som brand. Okay...ro på...'Liam, er du okay??' Kæmpe panisk skrig fra barnet. Jeg får trukket benene til mig, og prøver at åbne døren for at komme ud, så jeg kan komme om og få Liam ud af bilen! Døren vil ikke give sig...den får et ordentligt skub, og den går modvilligt op. Min ene fod sidder en anelse klemt nede i bunden, men ikke være end at jeg lige kan twiste den.
Ude af bilen bliver jeg snotforvirret, og det første jeg gør er, at ringe til min storebror, som jeg vidste var ca. 20 km bag mig, fordi han havde været nede og hente sin søn. 
Jeg ringer til ham for at sige, at han skal komme af motorvejen, for der er sket et uheld som jeg er involveret i og der er nu kø.
Altså halloooooo...doooooh!! Jeg undrer mig stadig over det i dag, og det gør min storebror i øvrigt også. 

Jeg går om og får Liam ud, og derefter Seamróg. Nogle meget søde piger var standset, og kom om for at hjælpe mig. De tog Seamróg, forsøgte at hjælpe med Liam, men han klyngede sig til mig som en lille abeunge og jeg holdt bare godt fast! Trøstede ham, kyssede ham...prøvede at berolige ham. Det virkede efter noget tid, og så var det pludselig lidt spændende at se på bilerne. Godt så...han virkede uskadt.

Adrenalinen begyndte at forsvinde, og jeg havde pisse ondt! Min venstre skulder var mega øm, jeg havde ondt i nakken og endnu mere ondt i ryggen. Jeg nåede at spørge føreren, af bilen foran mig, hvorfor der var blevet bremset. Det vidste han ikke!! Hvordan fanden kan man ikke vide det??!
Jeg nåede ikke mere, før nogen kom og tog fat i mig, satte mig ned og sagde, at jeg skulle sidde så stille som muligt. Tror nok det var en indsatsleder.
Beredskabet kom til stedet rimelig hurtigt, og snart efter to ambulancer. 
Jeg blev med det samme lagt på spineboard, og kom ind i ambulancen. Jeg anede ikke hvor Liam var, hvad der skete med ham eller Seamróg. Det var uhyggeligt, det var skræmmende. Redderne forsøgte i flere omgange at lægge drop på mig. De spurgte om der var nogen de kunne ringe til ift. Liam og Seamróg. Jeg vidste jo, at min storebror var bag mig et eller andet sted, så de ringede til ham.
Nu er min storebror jo ikke dum, så hvor jeg havde bedt ham om at køre af, for at komme hurtigere hjem, havde han i stedet kørt som død og helved ud i rabatten for at komme op til mig hurtigst muligt. Han nåede det i sidste øjeblik inden de kørte med mig. Jeg nåede lige at høre 'Gitte, jeg er her! Jeg tager Liam og Seamróg med mig.'
Okay...de var i sikkerhed!

Jeg fik en god del morfin, og havde alligevel ondt. Jeg blev fragtet til Kolding Sygehus ind på traumecentret. Jeg håber ALDRIG, at skulle opleve det igen!
Jeg var ude af stand til at røre mig, ALT tøjet blev klippet af mig, der blev stukket i mig fra højre og venstre, der blev luftslange i næsen på mig, en stod bagved mig og holdte mit hoved fast, fordi jeg blev med at forsøge at finde ud af hvad fanden der skete omkring mig. Vedkommende måtte lidt hårdt bede mig om at slappe af, og talte derefter beroligende til mig. Jeg var bange! Hold nu kæft, jeg var bange!! Tårerne trillede stille og roligt, jeg havde ingen kontrol... Derfra kan jeg ikke rigtig huske noget, førend jeg er tilbage på stuen, fyldt med ledninger og slanger osv. Jeg ved, at jeg har fået foretaget div. røntgen og nogle scanninger, men derudover er der ingen erindring.

Min storebror havde taget Liam og min nevø med ind på hospitalet, fordi han ville være sikker på at jeg var nogenlunde okay, inden han fortsatte nordpå. Liam fik et chok, da han så mig. Jeg kunne ligefrem se hvordan han stivnede. Heldigvis opdagede han, at han ikke havde sin kanin.  En af sygeplejerskerne kom og spurgte, om hun skulle med ham ud og kigge efter den, og Liam tog hende bare i hånden og gik. Han har altid været meget tillidsfuld, men der var jeg alligevel imponeret over den lille mand. 
Det var 'heldigvis', fordi det gav resten af personalet tid til at få fjernet de fleste slanger osv, så da Liam kom tilbage så jeg nogenlunde normal ud. 
Han kom forsigtigt hen til mig, og jeg tror nok, at han blev hjulpet op i sengen til mig.
Jeg kan bare huske, at jeg prøvede at sige til ham, at det var okay. 
Resten er et stort mudderpludder. Jeg ved, at jeg blev indlagt til observation. Jeg ved, at jeg lå på ene stue og at jeg ikke måtte se fjernsyn, fordi de havde en kraftig mistanke om, at jeg havde fået en ny hjernerystelse. JUHU! For det havde jeg da også lige brug for der.
Jeg ved, at min far kom dagen efter og at jeg bare gerne ville med ham hjem. NU!
De ville egentlig helst have beholdt mig derinde en dag eller to mere, men jeg kunne ikke overskue tanken om, at blive ladt alene igen...jeg ville bare med min far!

Det var en lang tur til Hadsten! Hold kæft jeg havde ondt, selvom jeg havde fået en ekstra dosis smertestillende fra hospitalet. Jeg havde kvalme og var halvdøsig, men kunne ikke sove i bilen. Jeg kom ind i huset, blev dirigeret direkte ind på gæsteværelset, lagt på sengen og fik dynen over mig. Jeg nåede lige at se Liam, og høre dem sige til ham, at jeg skulle sove, fordi jeg ikke havde det så godt. Og så gik jeg ud som et lys.
Jeg kan ikke huske, at jeg blev fragtet hjem til min mor. Jeg ved bare, at jeg sov i en uge. Jeg var kun vågen, for at snegle mig ud på toilettet eller for at tage min medicin, hvilket min mor måtte vække mig for. Hun tog sig af Liam...og mig.

Liam var tydeligt mærket af at have set mig på traumestuen, for da jeg kom lidt til mig selv, måtte jeg hverken kigge på ham, snakke med ham eller så meget som røre ham, uden at han begyndte at skrige som en sindssyg eller give mig en skideballe af klasse! Kun hvis han selv tog et initiativ, havde jeg lov til at have kontakt med ham. Det stod på i to uger. Hold kæft det var hårdt!! Og nej hvor gjorde det ondt på mig! Jeg vidste jo godt hvorfor. Knægten var i chok over at have set mig sådan.
Men stille og roligt tøede han op igen. Dog fyldte det rigtig meget i ham, at jeg var blevet hentet af ambulancen, og han var skide ræd for at de kom igen, fordi jeg havde ondt.

Næste problem var så, at det der med at køre på motorvej. Indtil for en lille måned siden var det et helved!! Hverken René eller jeg kunne bare tage motorvejen med ham i bilen. Vi måtte forberede ham, og selv der kunne vi have hyleskrige koncert i 10-20 minutter. Det sidder så dybt i ham.
Det samme med farmor og farfar og mormor... Motorvej var et no go!! Men nogle gange var vi altså bare nødt til det. Dog tog vi så vidt muligt landevejen. I dag kan han stadig gå i panik over at skulle på motorvej, men det er blevet meget bedre! Han siger selv, at det kilder kun lidt i maven.

En lille sideting er, at de, nede hos toyota i Sønderborg, sagde, at jeg faktisk havde været ret heldig. Bilen var knækket klokkerent præcis på de steder, i undervognen, hvor den skulle, hvilket har medvirket til at der ikke skete større skade end der gjorde. Samtidig sagde de så også, at jeg skulle være glad for at fronten ikke var blevet krøllet bare en lille smule mere...for så havde jeg fået kvast mine ben.

Mit liv bliver aldrig det samme. Og sådan er det! Det må jeg leve med.
Men igen i år har jeg måtte konstatere, at jeg stadig ikke har tilgivet mig selv!
I går aftes sad jeg og græd. Jeg vidste, at det ville komme i løbet af dagen.
Det gør ondt på mig, at jeg bare ikke kan tilgive...

Et er at MIT liv blev endnu mere forkludret, men det traume jeg pådrog mit barn - den smerte jeg gav ham - dét har jeg stadig enormt svært ved at tilgive mig selv for! Jeg ved udmærket godt, at han ikke kan bruge min dårlige samvittighed til en skid. Hjælper den ham? NEJ!
Men hvordan lærer jeg at tilgive mig selv?? Hvorfor kan jeg tilgive alle andre end mig selv??
Hvornår lærer jeg, at det er okay at kunne tilgive sig selv? At det er okay at give slip på skyldfølelsen? Det er ærlige svar er, at jeg ikke ved det.
Vil jeg nogensinde komme så langt? Det ved jeg heller ikke.
Jeg VIL gerne tilgive mig selv...jeg ved bare ikke hvordan jeg gør det. Jeg ved ikke om jeg kan. Hvorfor er det så svært?? Hvorfor bliver jeg ved med at straffe mig selv, når Liam overøser mig med uendelig kærlighed? Han siger endda til mig, at jeg er verdens BEDSTE mor...med tryk på bedste. Så tilgiv dog mig selv! Giv mig selv en chance!

Jeg er spændt på, hvor langt jeg er kommet på samme tid næste år. 
Forhåbentligt er jeg kommet et skridt nærmere tilgivelsen og erkendelse af, at jeg trods alt kun er et menneske. 

/Gitte

Long time, no read

Det er lang tid siden - og også FOR lang tid siden - at jeg har fået skrevet et indlæg her.
Hvorfor? Fordi jeg ikke rigtig har haft overskud til at skrive de lange smørrer, som jeg har en tendens til at skrive, når jeg først er kommet i gang. Der sker hele tiden så meget, og jeg vil egentlig gerne beskrive det hele, men det bliver også bare et pres for mig og en forpligtigelse, og så går jeg i baglås.
Hvorfor? Fordi JEG stiller for høje forventninger til MIG SELV! Det er en klassisk Gitte.

Jeg er jo i ressourceforløb. Et forløb, som jeg ikke helt ved hvor ender. Et forløb, som konstant står i stampe, fordi der hele tiden kommer noget i vejen for en opstart i praktik.
Okay, noget af det der kommer i vejen er ganske vist i forbindelse med forløbet, men der er også noget som ikke er. F.eks. mere grundige udredninger af min ryg, albue og hovedet - og dét har dælme stået i stampe. Jeg synes, at det er en lang sej kamp, og jeg er taknemmelig for at min mor har haft overskuddet til at slå i bordet for mig, men også at hun støtter mig i det og hjælper mig igennem.
Hun er med til de forskellige konsultationer. Ikke fordi jeg ikke er stor nok til at gøre det selv, for det er jeg, men fordi jeg ikke kan overskue alle de informationer der kommer, og derved ikke husker en skid af hvad der er blevet sagt til mig. Mit hoved går for nemt i overgang og lukker ned, fordi jeg bliver stresset, og så er det altså bare nemmere og have en bisidder med. At det lige er min mor, hænger sammen med at hun har været inde over helt fra start af.

Mit hoved er på overarbejde lige nu, og har været det i noget tid, af forskellige årsager. 
Nogle af dem er, at jeg er blevet mere opmærksom på nogle mønstre jeg har, og jeg prøver at ændre dem. Igennem grupperterapien lærer jeg at finde de udfordringer i hverdagen, som volder mig problemer, men som jeg også kan øve mig på.
Det kan f.eks. være at sætte grænser overfor andre - hvilket jeg er en dør til, men i høj grad også overfor mig selv! For det er jeg nemlig en endnu større dør til! JA! Jeg er bare generelt en dør.
Men det der med at sige nej...det er altså bare skide svært! Og alligevel, i nogle situationer, ret nemt.
Det kan også være at tage en frustration til vejs ende med den person, som skabte frustrationen!
Det har jeg et rigtig godt eksempel på fra i går:

Jeg er, som nævnt i gang med at få udredt bl.a. ryggen. I starten af oktober var jeg inde og få foretaget en ny MR-scanning, da den fra 2015 var forældet - logisk nok.
I går skulle jeg så ind, kl. 9.45, og have svar på den scanning.
Jeg dukker op lidt før aftalt tid, og bliver mødt med et kækt 'du er godt nok lidt sent på den' af receptionisten.
Nej, jeg var der til tiden! Hun tjekkede og tjekkede...nej, det var altså mig der var kommet for sent. Et styks kæben hamrede i gulvet med et brag!
For hvad JEG ikke vidste var, at de havde rykket min tid til kl. 8.15!
Indkaldelsen var aldrig nået frem til mig, og jeg var åbenbart ikke den første.
Oooooh shit! Begyndende nedsmeltning, stresssvedning, puls- og temperaturstigning...alt det der gør at en situation bliver uoverskuelig. Mit hoved er stukket af. Jeg kan overhovedet ikke tænke.
Jeg kan mærke, at jeg står med to valgmuligheder. Enten ville hun få jordens største skideballe lige i krydderen, hvilket ikke er specielt konstruktivt for nogen af os, eller også var jeg simpelthen nødt til at gå. Jeg valgte det sidste, da jeg - trods alt - ikke syntes hun havde fortjent et møgfald af dimensioner. Så langt formåede jeg at tænke, hvilket jeg sådan er glad for.

Mor blev derinde for at få en ny tid, mens jeg gik ud, med tårerne trillende ned af kinderne i frustration over at bliver sat i stampe igen, og lossede til en skraldespand. Telefon blev lagt ind i bilen, da jeg ellers havde kastet den af helved til og derefter hoppet på den. Jeg var ked af det, gal, frustreret, ulykkelig, fortvivlet, forvirret...det hele! Jeg kunne slet slet ikke overskue den nye situation jeg blev sat i. Jeg var ikke forberedt på det. Jeg havde ingen kontrol. Jeg kunne ikke håndtere det.

Midt i mit eget indre kaos, og kampen for at få det under kontrol, kommer mor ud med følgeskab af sekretæren. Og så ramler det.
Jeg får udstødt et 'Hvordan HELVED kan det ske??!' igennem mine tårer, og får rent faktisk sagt på den pæneste måde, som jeg nu engang kunne i situationen, at jeg var ked af det og frustreret over at jeg hele tiden blev sat i stampe - igen igennem mine tårer. Og ved I hvad? Jeg blev rent faktisk mødt i min frustration. Sekretæren var meget meget sød, og sagde at hun sagtens kunne forstå mig, og at hun også var meget ked af at det var sket. Hun tilbød os så, at hun kunne prøve at få os ind til en anden fys, hvis det ikke gjorde noget at det ikke var den oprindelige. Det havde jeg ikke noget i mod. Jeg ville bare gerne have et svar. Så hun bad mig om at komme med ind igen, fandt et tomt lokale, hvor jeg lige kunne komme til mig selv og kom med lommetørklæder. Jeg følte mig som en kludedukke. Al følelse havde forladt min krop - fuldstændigt! Jeg fik stoppet tårestrømmen, mor fik hjulpet mig til at trække vejret stille og roligt, og så var jeg så småt okay igen. Det er heldigvis en evne jeg stadig har, at når først jeg har blæst ud, så er jeg videre i teksten.

I denne situation fik jeg også kommunikeret min frustration ud til den person, som har forårsaget den i første omgang OG var blevet mødt i den. Jeg var, og er, faktisk ret stolt af mig selv, over at jeg kom så hurtigt tilbage i kampen, hvilket mor også sagde til mig. Ellers var jeg brændt inde med det, og frustrationen var kun vokset af det.
Så det var sådan set mit held, at hun kom udenfor sammen med min mor.
Nok fordi hun selv lige ville forklare hvad de var blevet enige om. Normalt ville jeg nok have været iskold overfor hende, men et mønster blev brudt i går, for jeg gjorde noget andet!
Jeg sagde så også tusind tak for hendes hjælp bagefter.
Så lidt har jeg da lært af gruppeterapien, hvilket jeg blev gjort opmærksom på her til formiddag.

Problemet for mig er, at jeg ikke kan håndtere pludselige ændringer i noget, som er fuldstændig skemalagt, så det passer ind i puslespillet. Så kan jeg simpelthen ikke håndtere i mit hoved, at en af brikkerne pludselig ændre form og bare ikke vil glide ned på plads!  
Får jeg en ændring at vide noget tid i forvejen, så er der heller ikke noget problem - ud over at jeg bliver lidt irriteret. Men når det kommer ud af den blå luft, så går det galt på første etage.

Men hvad var resultatet så af scanningen, tænker I nok?

Jo, den var sådan set positiv nok. Prolapsen har næsten trukket sig ind igen, men musklerne i selve lænden har det ikke helt godt. Og midt i min træthed, og forvirring, lykkedes det mig at glemme, at jeg havde været ude for en bilulykke, som stadig fylder meget i min hverdag. Flot, ik?

Jeg kunne overhovedet ikke forstå, hvorfor jeg så havde så ondt. Min mor og fyssen sad bare sådan lidt og gloede på mig lidt, indtil jeg kom i tanke om, at jeg havde fået den prolaps i forbindelse med ulykken, samt at jeg ikke har kunne lave det store, så derfor er musklerne selvfølgelig svundet ind.
Det er sgu da logisk for burhøns! Altså hallooooo....doooh! Min mor sad i hvert fald med det udtryk i hovedet og rystede lidt på hovedet over mig. Det forstår jeg nu godt.
Så spurgte hun mig, om jeg liiiige havde glemt den der ulykke...jep! Jep, det havde jeg!

Men hvor om alting er, så er jeg blevet indstillet til genoptræning, så nu sker der da lidt.
Jeg glæder mig faktisk til at komme lidt igang. 
Jeg spurgte hende så, om jeg ville blive nogenlunde smertefri. Det kunne og ville hun ikke love mig.
Det var så lidt nedtur, men i det mindste har jeg fået håbet tilbage om, at jeg kan komme til at få mindsket smerterne bare en lille smule, og måske også komme helt ud af den smertestillende medicin med tiden. Eller...rettelse...det SKAL jeg! Færdig basta!

Så nu ved vi hvad der skal ske ift. ryggen. Jeg er så også lige kommet tilbage fra ortopædkirurgisk ambulatorium, hvor jeg har fået undersøgt min albue. Meget meget sød læge forresten! Han var fra Palæstina, og havde en meget interessant og overraskende synsvinkel på verdenssituationen.
Jeg kunne i hvert fald godt lide hans måde at anskue den på! Og så var han yderst humoristisk. 
Nå, sidespring.

Resultatet af den undersøgelse var, at jeg skal ind og have MR-scannet albuen også.
Hans umiddelbare kommentar var, at det var golfalbue, men det burde jeg ikke have gået med så længe, så han mente at der nok var noget med ledbåndene. 
Så nu venter jeg bare på en indkaldelse til en ny scanning.
Han spurgte i øvrigt også, hvorfor vi ikke var kommet noget før. Meget logisk - fordi vi ikke fik en henvisning før, fordi der ikke var blevet hørt efter i timen fra egen læges side.
Min mor har virkelig måtte tæske i bordet.

Så...nu kan jeg vente lidt mere, men i det mindste sker der noget nu.

I morgen skal jeg til smertehåndteringskursus i Sønderborg, hvilket jeg har meget svært ved at være i.
Jeg er den absolut yngste på holdet. Det er den ene ting. Den anden ting er, at vi er 7 og ud af de 7 er de 4(!!!) enten meget tæt på pensionsalderen eller over den. Og så to af dem er mænd...hold nu kæft nogle kævlerier de kan lave! Jeg har ofte lyst til at bede dem om at hold mund, og gøre dem opmærksom på at det ikke er en børnehave! Jeg kan overhovedet ikke forholde mig til dem.
Jeg prøver!! Men det går ikke specielt godt. 
På den anden side, så tror jeg ikke, at smertehåndteringskurset i Give, som jeg egentlig skulle have været på, er meget bedre og kræfteren er der helt ærligt ikke til at køre til Give en gang om ugen i 12 uger, sidde der i 3 timer - hvilket min koncentration overhovedet ikke rækker til- for så at køre hjem igen med et pisse træt hoved.
Det her i Sønderborg er kun 6 gang á to timer. Det er lige til at holde ud.

Nå, men nu er jeg træt i hovedet...det er tid til en pause.
Håber jeg kan få skrevet noget mere en af dagene.

Beklager længden!

/Gitte