En skæbnedag i oktober 2015

I går var det præcis to år siden, at mit liv blev vendt på hovedet.
Et liv, der i forvejen var præget af sygdom og totalt kaos!

Jeg var klappet ned med stress i august 2015, og blev fyret fra mit arbejde dagen efter jeg kom tilbage fra en ferie til Irland i september. Jeg havde det godt på fornemmelsen, og måske også derfor jeg tog det så roligt. Jeg var kommet tilbage på halv tid, og det gik sådan...hmm...okay-agtigt.
IGEN valgte jeg at sætte arbejdet før mig selv, til ingen verdens nytte. En dyr lærestreg, men har da heldigvis lært af det. Jeg gør det aldrig mere.

Nogle af de følgende øjeblikke husker jeg i detaljer, andet slet ikke og så det midt i mellem.
Der er meget midt i mellem...

I oktober, d. 23., var jeg på vej nordpå til min familie, sammen med min lille dreng og min lille hund, lykkeligt uvidende om hvad der ventede. 
Tresporet motorvej ved Kolding, myldertid, folk der kører med hovedet oppe i r*ven, kaos...jeg holdte helt bevidst afstand. Jeg vidste, at der KUNNE ske noget. Risikoen var der, og den blev større meget pludselig pga. en - undskyld - FORPULET lastbil, som åbenbart syntes han skulle trække lige ind foran en anden last i indersporet, hvorved begge lastbiler kom i slinger, fordi de hver især måtte bremse ret kraftigt. Især ham bagved. Det BURDE ikke have haft indflydelse på mig, da jeg lå helt ude i ydersporet. Bilerne i midtersporet blev grebet af panik, pga. de store slingrende lastbiler.
Det ville jeg også blive - hvis jeg lå i midtersporet! Men det gjorde jeg ikke. 
Så skete det. Af uforklarlige årsager huggede bilen foran mig meget pludseligt bremserne.
Jeg reagerede prompte, slog bremserne i bund og kaste min højre arm over på Liam, som sad ved siden af mig. Bilen bagved mig lå åbenbart helt oppe i min bagende, for i det jeg huggede bremsen fik jeg et ordentligt skub bagi og fløj op i bagenden på ham foran - og fik så i øvrigt et skub mere bagfra. Alle muskler blev spændt, panikken bredte sig...det sidste jeg sådan lige husker er, at jeg når at få drejet bilen lidt, så jeg tog hele skraldet og derved ville ske minimal skade på Liam og Seamróg.

Det næste jeg husker er, at jeg kan lugte ild og Liam der skriger som en sindssyg.
Min krop er fyldt med adrenalin, der bare tæsker derudaf. Jeg er i panik, fordi jeg tror bilen er i brand. Efter at have taget en dyb vejrtrækning, lægger jeg mærke til at airbaggen var blevet udløst og at det er DEN der lugter som brand. Okay...ro på...'Liam, er du okay??' Kæmpe panisk skrig fra barnet. Jeg får trukket benene til mig, og prøver at åbne døren for at komme ud, så jeg kan komme om og få Liam ud af bilen! Døren vil ikke give sig...den får et ordentligt skub, og den går modvilligt op. Min ene fod sidder en anelse klemt nede i bunden, men ikke være end at jeg lige kan twiste den.
Ude af bilen bliver jeg snotforvirret, og det første jeg gør er, at ringe til min storebror, som jeg vidste var ca. 20 km bag mig, fordi han havde været nede og hente sin søn. 
Jeg ringer til ham for at sige, at han skal komme af motorvejen, for der er sket et uheld som jeg er involveret i og der er nu kø.
Altså halloooooo...doooooh!! Jeg undrer mig stadig over det i dag, og det gør min storebror i øvrigt også. 

Jeg går om og får Liam ud, og derefter Seamróg. Nogle meget søde piger var standset, og kom om for at hjælpe mig. De tog Seamróg, forsøgte at hjælpe med Liam, men han klyngede sig til mig som en lille abeunge og jeg holdt bare godt fast! Trøstede ham, kyssede ham...prøvede at berolige ham. Det virkede efter noget tid, og så var det pludselig lidt spændende at se på bilerne. Godt så...han virkede uskadt.

Adrenalinen begyndte at forsvinde, og jeg havde pisse ondt! Min venstre skulder var mega øm, jeg havde ondt i nakken og endnu mere ondt i ryggen. Jeg nåede at spørge føreren, af bilen foran mig, hvorfor der var blevet bremset. Det vidste han ikke!! Hvordan fanden kan man ikke vide det??!
Jeg nåede ikke mere, før nogen kom og tog fat i mig, satte mig ned og sagde, at jeg skulle sidde så stille som muligt. Tror nok det var en indsatsleder.
Beredskabet kom til stedet rimelig hurtigt, og snart efter to ambulancer. 
Jeg blev med det samme lagt på spineboard, og kom ind i ambulancen. Jeg anede ikke hvor Liam var, hvad der skete med ham eller Seamróg. Det var uhyggeligt, det var skræmmende. Redderne forsøgte i flere omgange at lægge drop på mig. De spurgte om der var nogen de kunne ringe til ift. Liam og Seamróg. Jeg vidste jo, at min storebror var bag mig et eller andet sted, så de ringede til ham.
Nu er min storebror jo ikke dum, så hvor jeg havde bedt ham om at køre af, for at komme hurtigere hjem, havde han i stedet kørt som død og helved ud i rabatten for at komme op til mig hurtigst muligt. Han nåede det i sidste øjeblik inden de kørte med mig. Jeg nåede lige at høre 'Gitte, jeg er her! Jeg tager Liam og Seamróg med mig.'
Okay...de var i sikkerhed!

Jeg fik en god del morfin, og havde alligevel ondt. Jeg blev fragtet til Kolding Sygehus ind på traumecentret. Jeg håber ALDRIG, at skulle opleve det igen!
Jeg var ude af stand til at røre mig, ALT tøjet blev klippet af mig, der blev stukket i mig fra højre og venstre, der blev luftslange i næsen på mig, en stod bagved mig og holdte mit hoved fast, fordi jeg blev med at forsøge at finde ud af hvad fanden der skete omkring mig. Vedkommende måtte lidt hårdt bede mig om at slappe af, og talte derefter beroligende til mig. Jeg var bange! Hold nu kæft, jeg var bange!! Tårerne trillede stille og roligt, jeg havde ingen kontrol... Derfra kan jeg ikke rigtig huske noget, førend jeg er tilbage på stuen, fyldt med ledninger og slanger osv. Jeg ved, at jeg har fået foretaget div. røntgen og nogle scanninger, men derudover er der ingen erindring.

Min storebror havde taget Liam og min nevø med ind på hospitalet, fordi han ville være sikker på at jeg var nogenlunde okay, inden han fortsatte nordpå. Liam fik et chok, da han så mig. Jeg kunne ligefrem se hvordan han stivnede. Heldigvis opdagede han, at han ikke havde sin kanin.  En af sygeplejerskerne kom og spurgte, om hun skulle med ham ud og kigge efter den, og Liam tog hende bare i hånden og gik. Han har altid været meget tillidsfuld, men der var jeg alligevel imponeret over den lille mand. 
Det var 'heldigvis', fordi det gav resten af personalet tid til at få fjernet de fleste slanger osv, så da Liam kom tilbage så jeg nogenlunde normal ud. 
Han kom forsigtigt hen til mig, og jeg tror nok, at han blev hjulpet op i sengen til mig.
Jeg kan bare huske, at jeg prøvede at sige til ham, at det var okay. 
Resten er et stort mudderpludder. Jeg ved, at jeg blev indlagt til observation. Jeg ved, at jeg lå på ene stue og at jeg ikke måtte se fjernsyn, fordi de havde en kraftig mistanke om, at jeg havde fået en ny hjernerystelse. JUHU! For det havde jeg da også lige brug for der.
Jeg ved, at min far kom dagen efter og at jeg bare gerne ville med ham hjem. NU!
De ville egentlig helst have beholdt mig derinde en dag eller to mere, men jeg kunne ikke overskue tanken om, at blive ladt alene igen...jeg ville bare med min far!

Det var en lang tur til Hadsten! Hold kæft jeg havde ondt, selvom jeg havde fået en ekstra dosis smertestillende fra hospitalet. Jeg havde kvalme og var halvdøsig, men kunne ikke sove i bilen. Jeg kom ind i huset, blev dirigeret direkte ind på gæsteværelset, lagt på sengen og fik dynen over mig. Jeg nåede lige at se Liam, og høre dem sige til ham, at jeg skulle sove, fordi jeg ikke havde det så godt. Og så gik jeg ud som et lys.
Jeg kan ikke huske, at jeg blev fragtet hjem til min mor. Jeg ved bare, at jeg sov i en uge. Jeg var kun vågen, for at snegle mig ud på toilettet eller for at tage min medicin, hvilket min mor måtte vække mig for. Hun tog sig af Liam...og mig.

Liam var tydeligt mærket af at have set mig på traumestuen, for da jeg kom lidt til mig selv, måtte jeg hverken kigge på ham, snakke med ham eller så meget som røre ham, uden at han begyndte at skrige som en sindssyg eller give mig en skideballe af klasse! Kun hvis han selv tog et initiativ, havde jeg lov til at have kontakt med ham. Det stod på i to uger. Hold kæft det var hårdt!! Og nej hvor gjorde det ondt på mig! Jeg vidste jo godt hvorfor. Knægten var i chok over at have set mig sådan.
Men stille og roligt tøede han op igen. Dog fyldte det rigtig meget i ham, at jeg var blevet hentet af ambulancen, og han var skide ræd for at de kom igen, fordi jeg havde ondt.

Næste problem var så, at det der med at køre på motorvej. Indtil for en lille måned siden var det et helved!! Hverken René eller jeg kunne bare tage motorvejen med ham i bilen. Vi måtte forberede ham, og selv der kunne vi have hyleskrige koncert i 10-20 minutter. Det sidder så dybt i ham.
Det samme med farmor og farfar og mormor... Motorvej var et no go!! Men nogle gange var vi altså bare nødt til det. Dog tog vi så vidt muligt landevejen. I dag kan han stadig gå i panik over at skulle på motorvej, men det er blevet meget bedre! Han siger selv, at det kilder kun lidt i maven.

En lille sideting er, at de, nede hos toyota i Sønderborg, sagde, at jeg faktisk havde været ret heldig. Bilen var knækket klokkerent præcis på de steder, i undervognen, hvor den skulle, hvilket har medvirket til at der ikke skete større skade end der gjorde. Samtidig sagde de så også, at jeg skulle være glad for at fronten ikke var blevet krøllet bare en lille smule mere...for så havde jeg fået kvast mine ben.

Mit liv bliver aldrig det samme. Og sådan er det! Det må jeg leve med.
Men igen i år har jeg måtte konstatere, at jeg stadig ikke har tilgivet mig selv!
I går aftes sad jeg og græd. Jeg vidste, at det ville komme i løbet af dagen.
Det gør ondt på mig, at jeg bare ikke kan tilgive...

Et er at MIT liv blev endnu mere forkludret, men det traume jeg pådrog mit barn - den smerte jeg gav ham - dét har jeg stadig enormt svært ved at tilgive mig selv for! Jeg ved udmærket godt, at han ikke kan bruge min dårlige samvittighed til en skid. Hjælper den ham? NEJ!
Men hvordan lærer jeg at tilgive mig selv?? Hvorfor kan jeg tilgive alle andre end mig selv??
Hvornår lærer jeg, at det er okay at kunne tilgive sig selv? At det er okay at give slip på skyldfølelsen? Det er ærlige svar er, at jeg ikke ved det.
Vil jeg nogensinde komme så langt? Det ved jeg heller ikke.
Jeg VIL gerne tilgive mig selv...jeg ved bare ikke hvordan jeg gør det. Jeg ved ikke om jeg kan. Hvorfor er det så svært?? Hvorfor bliver jeg ved med at straffe mig selv, når Liam overøser mig med uendelig kærlighed? Han siger endda til mig, at jeg er verdens BEDSTE mor...med tryk på bedste. Så tilgiv dog mig selv! Giv mig selv en chance!

Jeg er spændt på, hvor langt jeg er kommet på samme tid næste år. 
Forhåbentligt er jeg kommet et skridt nærmere tilgivelsen og erkendelse af, at jeg trods alt kun er et menneske. 

/Gitte

Long time, no read

Det er lang tid siden - og også FOR lang tid siden - at jeg har fået skrevet et indlæg her.
Hvorfor? Fordi jeg ikke rigtig har haft overskud til at skrive de lange smørrer, som jeg har en tendens til at skrive, når jeg først er kommet i gang. Der sker hele tiden så meget, og jeg vil egentlig gerne beskrive det hele, men det bliver også bare et pres for mig og en forpligtigelse, og så går jeg i baglås.
Hvorfor? Fordi JEG stiller for høje forventninger til MIG SELV! Det er en klassisk Gitte.

Jeg er jo i ressourceforløb. Et forløb, som jeg ikke helt ved hvor ender. Et forløb, som konstant står i stampe, fordi der hele tiden kommer noget i vejen for en opstart i praktik.
Okay, noget af det der kommer i vejen er ganske vist i forbindelse med forløbet, men der er også noget som ikke er. F.eks. mere grundige udredninger af min ryg, albue og hovedet - og dét har dælme stået i stampe. Jeg synes, at det er en lang sej kamp, og jeg er taknemmelig for at min mor har haft overskuddet til at slå i bordet for mig, men også at hun støtter mig i det og hjælper mig igennem.
Hun er med til de forskellige konsultationer. Ikke fordi jeg ikke er stor nok til at gøre det selv, for det er jeg, men fordi jeg ikke kan overskue alle de informationer der kommer, og derved ikke husker en skid af hvad der er blevet sagt til mig. Mit hoved går for nemt i overgang og lukker ned, fordi jeg bliver stresset, og så er det altså bare nemmere og have en bisidder med. At det lige er min mor, hænger sammen med at hun har været inde over helt fra start af.

Mit hoved er på overarbejde lige nu, og har været det i noget tid, af forskellige årsager. 
Nogle af dem er, at jeg er blevet mere opmærksom på nogle mønstre jeg har, og jeg prøver at ændre dem. Igennem grupperterapien lærer jeg at finde de udfordringer i hverdagen, som volder mig problemer, men som jeg også kan øve mig på.
Det kan f.eks. være at sætte grænser overfor andre - hvilket jeg er en dør til, men i høj grad også overfor mig selv! For det er jeg nemlig en endnu større dør til! JA! Jeg er bare generelt en dør.
Men det der med at sige nej...det er altså bare skide svært! Og alligevel, i nogle situationer, ret nemt.
Det kan også være at tage en frustration til vejs ende med den person, som skabte frustrationen!
Det har jeg et rigtig godt eksempel på fra i går:

Jeg er, som nævnt i gang med at få udredt bl.a. ryggen. I starten af oktober var jeg inde og få foretaget en ny MR-scanning, da den fra 2015 var forældet - logisk nok.
I går skulle jeg så ind, kl. 9.45, og have svar på den scanning.
Jeg dukker op lidt før aftalt tid, og bliver mødt med et kækt 'du er godt nok lidt sent på den' af receptionisten.
Nej, jeg var der til tiden! Hun tjekkede og tjekkede...nej, det var altså mig der var kommet for sent. Et styks kæben hamrede i gulvet med et brag!
For hvad JEG ikke vidste var, at de havde rykket min tid til kl. 8.15!
Indkaldelsen var aldrig nået frem til mig, og jeg var åbenbart ikke den første.
Oooooh shit! Begyndende nedsmeltning, stresssvedning, puls- og temperaturstigning...alt det der gør at en situation bliver uoverskuelig. Mit hoved er stukket af. Jeg kan overhovedet ikke tænke.
Jeg kan mærke, at jeg står med to valgmuligheder. Enten ville hun få jordens største skideballe lige i krydderen, hvilket ikke er specielt konstruktivt for nogen af os, eller også var jeg simpelthen nødt til at gå. Jeg valgte det sidste, da jeg - trods alt - ikke syntes hun havde fortjent et møgfald af dimensioner. Så langt formåede jeg at tænke, hvilket jeg sådan er glad for.

Mor blev derinde for at få en ny tid, mens jeg gik ud, med tårerne trillende ned af kinderne i frustration over at bliver sat i stampe igen, og lossede til en skraldespand. Telefon blev lagt ind i bilen, da jeg ellers havde kastet den af helved til og derefter hoppet på den. Jeg var ked af det, gal, frustreret, ulykkelig, fortvivlet, forvirret...det hele! Jeg kunne slet slet ikke overskue den nye situation jeg blev sat i. Jeg var ikke forberedt på det. Jeg havde ingen kontrol. Jeg kunne ikke håndtere det.

Midt i mit eget indre kaos, og kampen for at få det under kontrol, kommer mor ud med følgeskab af sekretæren. Og så ramler det.
Jeg får udstødt et 'Hvordan HELVED kan det ske??!' igennem mine tårer, og får rent faktisk sagt på den pæneste måde, som jeg nu engang kunne i situationen, at jeg var ked af det og frustreret over at jeg hele tiden blev sat i stampe - igen igennem mine tårer. Og ved I hvad? Jeg blev rent faktisk mødt i min frustration. Sekretæren var meget meget sød, og sagde at hun sagtens kunne forstå mig, og at hun også var meget ked af at det var sket. Hun tilbød os så, at hun kunne prøve at få os ind til en anden fys, hvis det ikke gjorde noget at det ikke var den oprindelige. Det havde jeg ikke noget i mod. Jeg ville bare gerne have et svar. Så hun bad mig om at komme med ind igen, fandt et tomt lokale, hvor jeg lige kunne komme til mig selv og kom med lommetørklæder. Jeg følte mig som en kludedukke. Al følelse havde forladt min krop - fuldstændigt! Jeg fik stoppet tårestrømmen, mor fik hjulpet mig til at trække vejret stille og roligt, og så var jeg så småt okay igen. Det er heldigvis en evne jeg stadig har, at når først jeg har blæst ud, så er jeg videre i teksten.

I denne situation fik jeg også kommunikeret min frustration ud til den person, som har forårsaget den i første omgang OG var blevet mødt i den. Jeg var, og er, faktisk ret stolt af mig selv, over at jeg kom så hurtigt tilbage i kampen, hvilket mor også sagde til mig. Ellers var jeg brændt inde med det, og frustrationen var kun vokset af det.
Så det var sådan set mit held, at hun kom udenfor sammen med min mor.
Nok fordi hun selv lige ville forklare hvad de var blevet enige om. Normalt ville jeg nok have været iskold overfor hende, men et mønster blev brudt i går, for jeg gjorde noget andet!
Jeg sagde så også tusind tak for hendes hjælp bagefter.
Så lidt har jeg da lært af gruppeterapien, hvilket jeg blev gjort opmærksom på her til formiddag.

Problemet for mig er, at jeg ikke kan håndtere pludselige ændringer i noget, som er fuldstændig skemalagt, så det passer ind i puslespillet. Så kan jeg simpelthen ikke håndtere i mit hoved, at en af brikkerne pludselig ændre form og bare ikke vil glide ned på plads!  
Får jeg en ændring at vide noget tid i forvejen, så er der heller ikke noget problem - ud over at jeg bliver lidt irriteret. Men når det kommer ud af den blå luft, så går det galt på første etage.

Men hvad var resultatet så af scanningen, tænker I nok?

Jo, den var sådan set positiv nok. Prolapsen har næsten trukket sig ind igen, men musklerne i selve lænden har det ikke helt godt. Og midt i min træthed, og forvirring, lykkedes det mig at glemme, at jeg havde været ude for en bilulykke, som stadig fylder meget i min hverdag. Flot, ik?

Jeg kunne overhovedet ikke forstå, hvorfor jeg så havde så ondt. Min mor og fyssen sad bare sådan lidt og gloede på mig lidt, indtil jeg kom i tanke om, at jeg havde fået den prolaps i forbindelse med ulykken, samt at jeg ikke har kunne lave det store, så derfor er musklerne selvfølgelig svundet ind.
Det er sgu da logisk for burhøns! Altså hallooooo....doooh! Min mor sad i hvert fald med det udtryk i hovedet og rystede lidt på hovedet over mig. Det forstår jeg nu godt.
Så spurgte hun mig, om jeg liiiige havde glemt den der ulykke...jep! Jep, det havde jeg!

Men hvor om alting er, så er jeg blevet indstillet til genoptræning, så nu sker der da lidt.
Jeg glæder mig faktisk til at komme lidt igang. 
Jeg spurgte hende så, om jeg ville blive nogenlunde smertefri. Det kunne og ville hun ikke love mig.
Det var så lidt nedtur, men i det mindste har jeg fået håbet tilbage om, at jeg kan komme til at få mindsket smerterne bare en lille smule, og måske også komme helt ud af den smertestillende medicin med tiden. Eller...rettelse...det SKAL jeg! Færdig basta!

Så nu ved vi hvad der skal ske ift. ryggen. Jeg er så også lige kommet tilbage fra ortopædkirurgisk ambulatorium, hvor jeg har fået undersøgt min albue. Meget meget sød læge forresten! Han var fra Palæstina, og havde en meget interessant og overraskende synsvinkel på verdenssituationen.
Jeg kunne i hvert fald godt lide hans måde at anskue den på! Og så var han yderst humoristisk. 
Nå, sidespring.

Resultatet af den undersøgelse var, at jeg skal ind og have MR-scannet albuen også.
Hans umiddelbare kommentar var, at det var golfalbue, men det burde jeg ikke have gået med så længe, så han mente at der nok var noget med ledbåndene. 
Så nu venter jeg bare på en indkaldelse til en ny scanning.
Han spurgte i øvrigt også, hvorfor vi ikke var kommet noget før. Meget logisk - fordi vi ikke fik en henvisning før, fordi der ikke var blevet hørt efter i timen fra egen læges side.
Min mor har virkelig måtte tæske i bordet.

Så...nu kan jeg vente lidt mere, men i det mindste sker der noget nu.

I morgen skal jeg til smertehåndteringskursus i Sønderborg, hvilket jeg har meget svært ved at være i.
Jeg er den absolut yngste på holdet. Det er den ene ting. Den anden ting er, at vi er 7 og ud af de 7 er de 4(!!!) enten meget tæt på pensionsalderen eller over den. Og så to af dem er mænd...hold nu kæft nogle kævlerier de kan lave! Jeg har ofte lyst til at bede dem om at hold mund, og gøre dem opmærksom på at det ikke er en børnehave! Jeg kan overhovedet ikke forholde mig til dem.
Jeg prøver!! Men det går ikke specielt godt. 
På den anden side, så tror jeg ikke, at smertehåndteringskurset i Give, som jeg egentlig skulle have været på, er meget bedre og kræfteren er der helt ærligt ikke til at køre til Give en gang om ugen i 12 uger, sidde der i 3 timer - hvilket min koncentration overhovedet ikke rækker til- for så at køre hjem igen med et pisse træt hoved.
Det her i Sønderborg er kun 6 gang á to timer. Det er lige til at holde ud.

Nå, men nu er jeg træt i hovedet...det er tid til en pause.
Håber jeg kan få skrevet noget mere en af dagene.

Beklager længden!

/Gitte

Jeg glæder mig i denne tid...

...for nu falder julesneen ikke ret hvid.

Men derfor glæder jeg mig nu alligevel, for det er jo snart jul.
For første gang i rigtig mange år er jeg rent faktisk i julestemning, og glæder mig til at være sammen med min lille dreng juleaften. Der venter dog et par hårde weekender for mig, da det er mange mennesker (omend de samme) og jeg skal bruge meget energi på at være på.
Men det bliver forventningens glæde nu ikke mindre af. Her på lørdag er der familie tam-tam i Andersen-klanen ude ved René og lørdagen efter juleaften hos...René. Arme mand er ikke vant til at have gæster, så han er lidt stresset over at skulle være på og være vært to weekender i streg, men tror nu egentlig han glæder sig. Også selvom han har weekendvagten i juleweekenden. Skide træls, men sådan er det jo. Så tager vi andre over. Det skal nok gå, og hvem siger at han overhovedet bliver kaldt ud?

Der er jo også sket lidt nyt omkring...mig.
Jeg var til møde i rehabiliteringsteamet d. 8. december, og helt ærligt så ved jeg stadig ikke om det var godt eller dårligt. I følge min ældste bror, som lige selv har været møllen igennem, så skal mine erindringer fra mødet udelukkende tolkes positivt. Jeg ved ikke en bjælde...
Men jeg er blev tilkendt 3 års ressourceforløb, selvom de egentlig startede på 2. Det blev sat op til 3, fordi jeg ikke lige kunne over- eller gennemskue om jeg ville være færdigbehandlet inden for 2 år.

Derudover anbefalede de, at jeg kommer på smerteklinik, hvad jeg skal snakke med min læge om på fredag. Det kræver så nogle køreture til Give...hurraaaaaaaa...kan I høre begejstringen?? Næh, det kan jeg heller ikke, men de skulle være rigtig dygtige i Give og det kunne være rart at slippe af med bare en smule af smerterne. Det eneste jeg er træt af der er selve køreturen. Det er bare almen brok.

Jeg tillod mig efter mødet, at give min hidtidige sagsbehandler et kram, og sagde:
 'Tusind tak for hjælpen! Du har gjort et godt stykke arbejde!'
Og det har hun virkelig! Man skal heller ikke være bange for at give ros, for der er ikke ret mange andre der gør det. Og nu ved jeg jo hvad jeg taler om, som gammel kommunal sagsbehandler.

Så nu hedder det ny sagsbehandler, koordinator OG mentor! Og endnu engang nye mennesker jeg skal forholde mig til. Men...jeg er faktisk lidt spændt på hvad det bringer. Har fået at vide, at det bliver PISSE hårdt, så er lidt spændt på hvor slemt det kan gå.
I det mindste har jeg selv nogle idéer til hvad jeg gerne vil prøve. ALT ANDET END MYNDIGHEDSARBEJDE!! Og GERNE noget med POSITIV kommunikation med andre mennesker. Det vil jeg sætte umådelig stor pris på! Og jeg har flere steder i tankerne...men nu må vi se. I morgen er der møde med ny sagsbehandler. Onsdag næste uge er der så møde med koordinator og mentor. Det skal nok blive godt! Det tror jeg virkelig!

Jeg håber lidt, at jeg får energi til at få lavet et oplæg mere på fredag, for jeg har noget mere jeg gerne vil fortælle om, som ikke handler om ovenstående.

Men indtil energien melder sig igen - tjin tjin!

På tide med en opdatering

Ja, det er vist på tide med en opdatering.

Først og fremmest: Jeg lever!

Når det så er sagt, så har de sidste måneder været af meget svingende kvalitet - so to speak.
Nu skal jeg lige se om jeg kan huske det...skal lige konsultere min kalender...

Juni: Flyttet i ny lejlighed inde i Sønderborg midtby. Meget lille lejlighed, men jeg elsker at bo her!

Juli: Hvad lavede jeg egentlig i juli? Øjeblik...jo! Det mest sindsoprivende der skete i juli var, at jeg fik besøg af en af mine venner fra Irland. Han havde lige lyst til at se Danmark, og man er vel gæstfri. Det passede så sammen med at der var Sønderborg Ringridning. Jaysus Christ! Den mand kunne dælme hælde øl ind! Han var i hvert fald ikke irer for ingenting! Det er da HELT sikkert! Jeg var ved at dø af grin en aften, da han kom væltende ind af døren. Havde været så flink at give ham min seng, da det passede mig fint med sofaen, og han kunne lukke en dør. Men derfor kunne jeg stadig høre, at han lå og sang sig selv i søvn den aften. 
Vældig flink fyr, men nej - ikke min type. Derfor kan man jo godt være venner, ik sandt?
Til gengæld mødte jeg en anden....som jeg troede det gik med, og så alligevel nej i august.
Havde vist også Liam på en overnatning i juli. Nå jo! Og min lillesøster dampede af til Australien i starten af måneden.

August: Jeg bliver sendt i aktivering i træningscenter. Rigtig fint egentlig! Ud over, at det åbenbart ikke er normalt at vaske sit træningstøj. Der har været nogle gange, hvor jeg simpelthen har måtte opgive, fordi stanken af sved har været så overvældende at jeg var ved at kaste op ud over det hele.
Og JA! Jeg har et problem med svedlugt! Derudover fik fyssen også lige fremkaldt et angstanfald hos mig den allerførste gang jeg skulle træne. Tommel op dér! Det var på et ryghold, hvor vi skal ned og ligge på en lille bold. Min ryg låste, og jeg kunne ikke røre mig ud af flækken. Jeg kunne ikke engang trille ned på siden, for så på den måde at komme op og sidde igen, OG jeg er ved at tude af smerte. Ville fyssen hjælpe mig i første omgang? NIX! Første da jeg for alvor er ved at gå i panik og er ved at eksplodere af angst og vrede, giver hun mig den smule håndsrækning jeg havde brug for - hvilket var overraskende lidt. Derefter sidder jeg på gulvet, mens de andre går videre med programmet, med tårerne pissende ned af kinderne. Jeg sagde ikke noget, og forsøgte at komme ind i kampen igen, da jeg lige havde sundet mig. Men bagefter sagde jeg til hende, at det var sgu ikke okay. Især når hun i forvejen vidste hvor jeg havde det med hele situationen. Fair nok - videre! Kommunikerede sådan set rigtig godt med hende, og det var også fint nok at komme ud og få trænet lidt de to gange om ugen - når man lige så bort fra mine brækrefleksers hyppige aktivering.
Derudover blev jeg ENDELIG(!!!!!!) startet op i gruppeterapi!! YAY! Lille skridt på vejen, men det er der! God gruppe, søde mennesker...som ofte ikke forstår en skid af hvad jeg siger, fordi jeg åbenbart er ret usammenhængende, når jeg virkelig har noget på hjertet. Det gælder også for psykologerne. De ligner store spørgsmålstegn af og til, når jeg siger noget. Great...men så ved jeg da, at jeg skal arbejde på dét - OGSÅ!

September: Spændende måned! Fuld fart! Eller...i hvert fald noget i den stil. Træning og gruppeterapi kører stille og roligt, og så får jeg den fantastisk fikse idé, at jeg skal da lave noget hvor jeg kan være sammen med andre - det skal jeg da! Så det resulterer i, at jeg møder op hos Sønderborg Pipes and Drums (SPAD) fordi jeg havde set at de søgte 'highland dancers', og det ville jeg da prøve...om ikke andet så bare for at have gjort forsøget. Deeeet ender så med, at jeg tager derfra med et nodehæfte og en practice chanter (øvefløjte), for når nu jeg alligevel var der, kunne jeg jo lige så godt lige liste mig ind til nybegynderne hos sækkepiberne. Trylle trylle! Og tilfældigvis vidste jeg, at min mor havde en practice chanter også, og vidste endda hvor den lå, så den nakkede jeg da lige efterfølgende. HA!
Jo jo...kom ikke og sig, at jeg ikke får småtossede ideer!
Derudover havde min ældste broder, den højærværdige Madam Skrald, rund fødselsdag og DÉT skulle fejres! Det var simpelthen så hyggeligt! Ikke noget højtravende eller noget som helst, men helt nede på jorden og bare rigtig smadderhyggeligt! Fik i samme forbindelse lavet en aftale med en af svigerinderne. Jeg kan godt lide at bage og sammensætte smage, men haaader det der pyntefis.
Hun kan godt lide at pynte, men haaader at bage. Ergo - jeg bager og hun pynter! Hvis altså lejligheden byder sig. Hvor svært kan det være?

Oktober: Tempoet steg. Jeg lavede heeeele tiden et eller andet. Om det var påtvunget ting eller ej, så sad jeg ikke ret stille. Jeg kan ikke engang huske hele måneden...men jeg kan huske, at jeg var på akvarieauktion i Århus, hvor jeg hjalp til. Fik derudover solgt 120 guppyer, købt omkring 30 guppyer, lidt planter, blå rejer og nogle andre ting. Rigtig hyggelig dag! Men fandt ud af, at jeg, som løber (modtog penge fra køberne), ikke kunne regne efter en halv time. Efter tre kvarter kunne jeg ikke engang finde ud af hvad 2+1 var. Så gik det bedre med at skrive ned, hvad de andre hjælpere købte, så der kunne afregnes bagefter. Dagen efter drog jeg til Aalborg omegn, hvor jeg havde lovet at besøge nogle af mine venner, som gerne ville have jeg kom op til dem. Det var rigtig hyggeligt! Jeg var ude og gøre storcentret usikker med min veninde den ene dag og ude og fiske med hendes kæreste den næste. Det var simpelthen top dollar! Var der et par dage, og så driplede jeg sydover ned til min far, hvor jeg skulle hjælpe til med 'store slagtedag'. Og der var vist også noget andet, men det har jeg glemt.
Weekenden EFTER efterårsferien var jeg så til akvarieauktion igen. Jeg opdagede det helt tilfældigt. Så fik jeg solgt lidt flere guppyer, samt lidt planter, og købt lidt igen. Fik da også lige meldt mig ind i akvarieforeningen. Jo jo!

November: Først og fremmest...startede med et regulært sammenbrud. Så slemt, at René var ved at få mig indlagt igen, hvis da ikke lige det var fordi han fik fat i min behandler ved terapien. Det skete ude ved ham nemlig. Jeg var fuldstændig opløst og lignede en slagen bokser i hovedet. Jeg havde kørt ALT for hårdt på, alt for mange aktiviteter og et desperat behov for at skjule min egen angst for mødet i rehabiliteringsteamet, som jeg ikke vidste hvornår skulle være. Det knækkede mig godt nok. Helt og aldeles. Jeg var færdig! Jeg følte mig ikke værdig til at være noget som helst. Hverken mor, datter eller ven. Min sorg over at jeg nok ikke bliver 'mig' rigtigt igen, samt min vrede over at være havnet i min nuværende situation, var totalt overvældende. Jeg havde VIRKELIG ondt af mig selv, og det er ellers ikke noget jeg har ret tit, fordi det ikke hjælper mig. Men lige der...lige der blev jeg tvunget til at se alle dæmonerne i øjnene, og bare prøve at overleve sammenstødet på bedste vis. 
Der blev også ringet til min sagsbehandler ved kommunen, og træningen blev sat på stand by. Jeg valgte i samme åndedrag, at jeg måtte sætte alt andet end min terapi på stand by - inkl. pipes and drum. Jeg kunne ikke overskue det. Jeg blev sendt ud til min mor, som fik snakket mig lidt til ro, og tog derefter hjem til mig selv og gik i et slags hi et par dage. Jeg sov på min sofa i over to uger, før jeg fik samlet mod til at sove i min seng igen. Sofaen føltes som det mest trygge, hvilket nok hænger sammen med, at når jeg har været ude ved min mor i længere perioder, så har jeg sovet i stuen på to madrasser.  

Min dejlige lille troldeunge, aka Liam, er jo lige fyldt 4 her i går. Stor dreng! Han startede til håndbold i august, og det er bare et hit! Han elsker det! Nogle er han så begejstret, når jeg henter ham i børnehaven, at han er ved at klatre op ad pædagogerne, fordi han skal fortælle dem han skal til håndbold. For ham er torsdag nu lig med mor - håndbold - RISENGRØD!!
Han er en rigtig dejlig lille dreng, og er glad og smilende det meste af tiden.
Han smeltede sin mors hjerte, da han for et par uger siden - for første gang! - svarede mig med 'jeg elsker også dig, mor', da jeg sagde at jeg elskede ham og puttede sig ind til mig. Aaaaw...
Han er så glad...og hylende morsom! Nogle af de ting han får sagt!
I går fik han sunget fødselsdagssang, hvilket ikke passede den unge herre synderligt, og da mormor så fortsatte kom det meget kontant fra ham: 'STOP NU!! Jeg får hovedpine!!'

Ja, og så er vi ved i dag. Onsdag d. 23. november 2016. Terapi-dag. Julen står for døren, og jeg tror den bliver god. Jeg håber det i hvert fald. 
Jeg forsøger sådan set stadigvæk at få hevet mig ovenpå efter mit sammenbrud. Det går bedre, men jeg forsøger også at holde tempoet nede, fordi når jeg får kørt mig selv op i det tempo jeg har været i, så virker håndbremsen simpelthen ikke. Min mor sagde til mig, at jeg skulle lære at hive i håndbremsen, hvortil jeg tørt svarede: Det hjælper ikke, hvis den er defekt.
Nu prøver jeg lige at reparere den, så den virker bare en lille smule til at jeg kan nå at bremse INDEN jeg rammer klippevæggen, som jeg ellers plejer at gøre.

Mine smerter er ikke blevet mindre, og min højre arm er mere eller mindre defekt. Jeg kan godt bruge den lidt, men knoglerne hopper til højre og venstre hele tiden. Det er - mildt sagt - skiiiiide ubehageligt! Og så kombineret med, at jeg de fleste dage går som om jeg har skidt i bukserne...eller sådan føler jeg det, selvom jeg prøver at gå så normalt som muligt. Det er bare ikke særlig nemt, når det føles som om man har stødhegn i benene. 
Jeg er dog kommet så meget ovenpå, at jeg er begyndt at kunne finde på lidt sjov. Det er ikke meget, og det er dælme heller ikke meget jeg griner, men lidt har også ret.

Jeg ved også nu, at jeg skal til møde i rehabiliteringsteamet i december, og at min forsikringssag ruller. Er godt nok nervøs for hvad der kommer til at ske til det møde i rehabiliteringsteamet...
Min bror er lige blevet afsluttet i sit forløb...det tog 'kun' 5 år. Nu skal vi bare have trukket mig igennem også. Håber ikke det skal tage lige så mange år.
I det mindste har jeg taget én beslutning: 

Jeg flytter ikke igen før jeg, som minimum, er blevet afklaret ved kommunen. Den beslutning passer mig faktisk rigtig godt, for jeg kan rigtig godt lide min lejlighed, selvom den er lille. Det vigtigste er vel, at den føles som hjem...og ved I hvad?
Dén følelse kan jeg faktisk RIGTIG godt lide!

Kh Gitte

RIGTIGE venner er ej noget man køber...

Der sker så meget i øjeblikket, så jeg ikke selv kan følge med - både gode og dårlige.

Jeg balancerer på knivæggen konstant i øjeblikket, og overbelaster systemet - uden at tage hensyn til mig selv - for at kunne være der når der er brug for mig. Jeg får til gengæld også lov til at betale prisen for det! Det slår tifold igen! Det er ikke ret godt. Det er faktisk slet ikke godt.

Slet ikke når man begynder at få angst anfald igen. Det er dog ikke slemt med dem endnu, så det går nok.

Hvad jeg har lavet de sidste par måneder skal jeg nok vende tilbage til på et andet tidspunkt.

Med billeder og det hele!

Lige nu handler det om...nu.

Ser I - jeg fik spand iskoldt vand i hovedet i april måned, da det gik op for mig, at der var blevet regnet forkert i mit budget. Et budget, som jeg selv har lavet, og som bank og andre har rost mig for, fordi det altid har været rimeligt præcist. Det var det også! Lige indtil...nu.

For der er ikke bare regnet forkert...der er regnet riiiiiiiiiiigtig meget forkert! Pga. det som jeg TROEDE jeg fik udbetalt...som jeg havde fået at vide jeg ville få udbetalt. 

Men det går nok. Jeg er altid landet på fødderne, men for dælen en rutsjebanetur jeg har været ude på! Jeg havde to dage, hvor jeg bogstaveligt talt gennemgik de tre faser, som jeg altid skal igennem når det hele er ved at styrte sammen om mig:

1. Hvidglødende af raseri! Parat til at skælde hele verden hæder og ære fra, og gøre mig selv halvvejs skaldet i frustration over tingenes tilstand.
   
2. Dyb fortvivelse! Parat til at opgive alt og bare skride, forsvinde, fordufte fra jordens overflade, for hvordan skal jeg dog nogensinde overleve??
   
3. Problemløsning! Min yndlingsfase og andres største frygt, fordi nu skal der bare handles.
   Der opstilles forskellige løsningsmodeller - i mit hoved - som tænkes igennem og sorteres, og derfra handles der. I denne fase har jeg det med bare at kaste mig hovedkulds ud i tingene, fordi så har jeg da forsøgt noget.

Når det tog to dage, så var det fordi jeg skulle igennem alle tre faser begge dage, da jeg blev ved med at finde nye ulykker. Især fase 2 var ved at tage livet af mig, indtil jeg fik snakket med Liams far, René, som på en eller anden måde fik mig overbevist om at det nok skulle gå. Endnu gang var jeg mega glad for at vi er blevet så gode venner! Nej, hvor var jeg glad for at jeg kunne snakke med ham der! 

Og SÅ gik jeg til fase 3 for fuld damp, til min mors store skræk!

Ser I, i øjeblikket er der ikke ret meget jeg kan kontrollere og det er GIGA frustrerende!

MEN! Lidt kan jeg da kontrollere, så derfor indså jeg meget hurtigt at jeg ikke kunne blive boende, hvor jeg bor lige nu, og boligjagten gik ind! Jeg søgte på dba, div. boligforeninger og boligportalen. Jeg forelskede mig meget hurtigt i en lille lejlighed nede i Sønderborg midtby, inde på boligportalen, og købte selvfølgelig adgang til kontakten. Sørme om det ikke var min nuværende udlejer der havde den! HURRAAAA!!! Ind og kigge på deres hjemmeside. Ganske rigtigt. Lejligheden var der! Men stod som reserveret...ååårh nedtuuuuuur. Nå, men vi prøver alligevel, fordi den observante mig havde lagt mærke til at den havde stået som reserveret i rigtig lang tid! (Kigger jævnligt på deres liste.)

Skrive mail, forklare sagen og vise interesse for lejligheden. Ganske rigtigt...den VAR reserveret! Der skulle bare skrives under på kontrakten. ØV!

Sidst i april skulle jeg så aflæse elmålere til udlejer, og skrev lige at han godt måtte holde mig i mente HVIS nu kommende lejer fortrød. 

Og ved I hvad??!! Ikke ret lang tid efter kom der en mail retur: Lejer var lige sprunget fra!

Hvor heldig har man da lige lov til at være! Så jeg fik meget hurtigt aftalt tid til at komme ned og se den! Nååårh jeg var glad! Jeg var LYKKELIG! Min mor blev gråhåret, fordi jeg er jo så glad for at bo i Dybbøl. JA! Det er jeg! Men når jeg ikke har råd, så har jeg ikke råd. Punktum!

Jeg måtte så, uafhængigt af hinanden, love både min mor og far, at jeg nok skulle tage nogen med på råd og ikke bare leje det fordi jeg skulle. Jaaa jaaa...okay så.

Dagen kom, hvor jeg fik lov at se det. Jeg var lidt nervøs, for på boligportalen stod den som en stuelejligheden og på udlejers hjemmeside som en 3. sals lejlighed. Men det VAR en stuelejlighed, og jeg var bare solgt. Jeg kunne lige forstille mig hvordan det skulle være. Jeg var helt forelsket!

Jeg fik lokket René og Liam med ned og se den et par dage efter, og da René havde fået stillet spørgsmål til de ting han lige havde at sætte en finger på, og han havde fået tilfredsstillende svar, sagde jeg 'JA TAK!' og så var jeg lettet, glad, spændt, men også nervøs. For var det nu det rigtige at gøre? Især da udlejer så sagde, at så skulle han jo bare have lejet min nuværende lejlighed ud i en hulans fart. Men min mavefornemmelse lyver sjældent, og den havde det godt. Den var glad! Nogle dage efter blev min lejlighed fremvist, og jeg fik samtidig min nye kontrakt, som iøvrigt var gældende fra d. 1. juni.

Den efterfølgende uge var jeg nede på kontoret og underskrive, og fik samtidig nøglerne mod at jeg selv gjorde den ren. HOPTJULLAHEI! Om det ikke er gået lidt stærkt...jooooow bare en kende.

Så nu skal jeg til at flytte for officielt 13. gang siden jeg flyttede hjemme fra. 

Jeg har brugt en uge på at rende hovedløst rundt, og blev så også syg oveni, men nu begynder det at tage form. Der er arrangeret flytning af de store ting, takket to af mine venner og René. Lejligheden er gjort ren, med undtagelse af gulvet, men det tager ingen tid. Der er lavet en foreløbig skitse af hvordan den skal indrettes, og jeg tror det bliver skide godt! Nu skal mine ting bare lige sorteres i hvad jeg skal have med ind i lejligheden, og hvad der skal i opbevaring. Lettere uoverskueligt for mig, hvor dumt det end lyder. Min største hovedpine er egentlig at få malet den gamle lejlighed, Men imorgen kommer to andre af mine venner nordfra og hjælper mig med at få pakket ned. Og ved I hvad det sjove er ved det? De tilbød at komme og hjælpe med at pakke ned, hvor jeg så i sjov sagde, at så skulle det være her i weekenden. Jamen det var da ikke noget problem, og så var jeg mundlam...det havde jeg godt nok ikke lige regnet med! Det havde jeg virkelig ikke.

Jeg er SÅ glad for mine venner! Jeg elsker dem helt ustyrligt højt - og de ved godt selv hvem de er!

Lige nu med udgangspunkt i min flytning - havde det ikke været for dem havde det ikke kunne lade sig gøre! For jeg kan ikke selv løfte ret meget endnu, takket være min fantastiske krop.

Men også helt generelt! Hvor er det fantastisk, når man egentlig har opgivet håbet og opbrugt alle sine kræfter, og så der lige kommer nogen og hanker op i en og siger 'Nu får vi lige styr på det her - det skal nok gå!' Bare det at man bliver tilbudt hjælpen...jeg har aldrig været god til at tage imod den - det indrømmer jeg, men hvor er følelsen dog fantastisk når man gør! Om det er med at flytte, få styr på nogle ting eller bare lægge øre til mine frustrationer og brokkerier eller hvad det nu måtte værd. 

Og ved I hvad... Jeg har for længe længe siden gjort op med mig selv, at jeg er måske nok ikke den rigeste person materielt, men hvad gør det, når jeg føler mig som den rigeste person i hele verden med de venner jeg har og tager mig for den jeg er!

Husk at værdsætte Jeres venner - ikke med materielle ting, men med anderkendelsen af at de rent står ved Jeres side i tykt og tyndt. For uanset hvad - RIGTIGE venner...de er bare ej noget man køber!

Til mine venner i det ganske danske land, som i tidens løb har lagt øre til mangt og meget og hjulpet mig så meget som jeg nu selv har tilladt: Tak er kun et fattigt ord, og jeg ville ønske jeg kunne give Jer hele verden, for sammen med min familie og min lille dreng er I hele min!

/Gitte

Foråret lever!

(Skrevet i torsdag (d. 17. marts) - ved ikke lige hvorfor den ikke har udgivet det.)

Ja, foråret er i sandhed kommet til live i disse dage!
Jeg kan mærke det helt ind i knoglerne! Det er blevet lysere, luften vibrere nærmest af livet der er ved at vågne af sin vinterdvale.

Jeg ELSKER foråret!! Elsker elsker ELSKER DET! Ikke engang vitaminerne i luften (læs: gyllelugt) kan ødelægge min kærlighed til denne årstid. Det hører med når man bor i provinsen og det såkaldte 'udkantsdanmark' - et begreb jeg ikke giver en hundekiks for.
Selvom gyllelugt ikke er videre lækkert, så vil jeg hellere have gyllelugt end bilos. Jeg vil dog tillade mig at påstå, at noget er mere behageligt end andet. Den værste gylle er fra mink, så hønsemøg, gris og til sidst ko, som er den gyllelugt jeg synes er mest 'behagelig', om jeg så må sige.

Jeg er så udpræget landpige og absolut ikke bypige! Jeg kan godt lide at have luft omkring mig og højt til loftet. Sådan er det, og jeg tager gerne de få ulemper med. Trods alt bliver der ikke kørt gylle ud hver dag eller hver uge...eller hver mån....ed...æh, kommer lige i tvivl.
Det var vist det vi kunne kalde et sidespring...

Billede fra weekendens såning

Anyway! Jeg har haft nogle HELT forrygende dage! Helt ud til fingerspidserne! Okay, måske lige overdrevet nok, men det er tæt på. For det første har jeg jo tilbragt en hel weekend sammen med Liam, og kom faktisk første hjem tirsdag formiddag, hvor jeg så kom for sent til min aftale hos kiropraktoren fordi jeg havde set forkert på tiden - dygtige mig. Men opturen er, at lige nu sidder ALLE led og knogler som de skal - for første gang siden ulykken i oktober! YES! Det var også på tide! Nu skal jeg så bare passe ikke gøre noget, så de ryger ud af plads igen.

Derefter var jeg på lokalpsykiatrien i Augustenborg, hvor jeg havde min mor med, og havde - i modsætningen til sidst - en ganske fornuftig samtale. Heldigvis gør jeg så gode fremskridt, at jeg ikke bliver sat yderligere op i medicin...føler mig død nok i forvejen, da jeg ikke er i stand til at grine som jeg ellers er ret god til og berygtet for. Fik også givet udtryk for, at jeg savner MIG! Min person, den jeg er og min lattermildhed og min evne til at grine så voldsomt, så jeg næsten er ved at besvime.

Billede fra weekenden

Jeg savner det...jeg savner det helt ubeskriveligt meget! Men jeg er derinde endnu! Jeg kan mærke det, for ind i mellem titter min sorte humor frem og så sidder jeg og klukker lidt uden rigtigt at kunne. Det er virkelig en underlig fornemmelse...at grine uden at kunne. Det bliver sådan lidt hult.

I går stod jeg ganske vist først rigtigt op sådan rimeligt sent, men da først jeg var kommet på benene fik jeg faktisk ordnet en masse småting og ryddet lidt op her og der uden at gøre det færdigt. Det er så typisk mig lige nu, men i det mindste fik jeg da gjort noget! Jeg har også sat et nyt spireprojekt i gang - chiakarse! Er jeg lidt spændt på. Og jeg fik vasket tøj og hængt det op og ja...jeg hyggede mig egentlig bare gevaldigt godt, og tillod mig selv at sige 'nu er jeg træt og tager et hvil'.
Hen på eftermiddagen kom jeg til at tænke på, at jeg da kunne bruge noget af min energi på Liam, så jeg kommunikerede med min eks og hentede knejten - omend det tog lidt tid.
Da han var kommet i seng, kørte jeg hjem og tog en slapper og faldt hurtigt i søvn.

I dag har jeg lige fået tjekket linser hos optikeren, og været forbi både Nanna XL (for at købe billet til deres modeshow her i april), Zizzi og Matas. Jeg købte ikke noget i Zizzi, men gjorde noget som jeg ikke lige havde regnet med at jeg nogensinde skulle gøre - jeg spurgte om hvordan man blev model til deres modeshows. De var lidt ærgelige, for de havde lige fået fundet alle dem de skulle bruge til showet her den 30. marts, men de skrev mig til det næste efter det og skrev mig på som reserve til det her i marts. Det er lidt vildt. Hvem skulle nogensinde have troet det om mig...
I Matas blev jeg skrevet op til en hudanalyse og -rådgivning. Det var faktisk ret spændende!...hvis vi lige ser bort fra det faktum at min hud åbenbart er som en...middelalderende kvindes.
Jeg var meget fascineret og samtidig lidt skræmt. Men altså...det kan reddes. Og det skal det.

Ved ikke helt hvad der går af mig pt., men det er ligesom om der bare skal prøves noget nyt og anderledes. Der skal rykkes nogle personlige grænser og der skal udvikles.

Okay, jeg er så også fastbesluttet på at komme tilbage i en version 10.0, og det kræver jo lidt nyt.
Må dog indrømme, at jeg et eller andet sted nyder de opdagelser jeg gør i øjeblikket, fordi de udvikler mig som person. Det er hårdt, men spændende...

Så er der vist, med lidt held, spredt positiv stemning i dag. Det kan vi godt lide!

Æh, må vist hellere hente mit tørrestativ ind inden det hele ender på jorden.
Note to self: Rent tøj skal ikke tørre på jorden.

/Gitte

En rigtig god weekend

Puuuh....det forrige indlæg var en værre omgang. Men så er det ligesom ude.

Jeg kan heldigvis berette, at jeg har det væsentligt bedre, og ligefrem også ser levende ud.
Faktisk er jeg også kommet hjem til mig selv igen, hvilket så lige kræver lidt tilvænning, men nej hvor er det SKØNT at være hjemme hos sig selv igen. Ikke forstået sådan at det ikke var godt at være ude ved min mor, men ude godt - hjemme bedst, ik?

Den netop overstået weekend har jeg tilbragt i selskab med Liam og hans far (min eks).
Det har været rigtig hyggeligt, og vi har fået lavet lidt forskellige ting.
Bl.a. har vi et par gange været i Sønderborg, af forskellige årsager, og vi har fået sået karse samt ærter, tomater og morgenfruer til forspiring og vi har været på legepladsen i dejligt solskin og spillet lidt fodbold - det jeg nu lige kunne holde til med ryggen.

Jeg havde egentlig regnet med at tage hjem i lørdags, men det gik så godt og Liam ville gerne have at jeg blev, så det gjorde jeg. Jeg sidder sådan set stadig herude, fordi eksen meget gerne ville have lov til at låne min bil i dag, da hans egen skulle have ordnet bremser. Jeg skulle ikke noget, og så kunne jeg jo lige så godt hjælpe ham på den måde.

Det var bare så hyggeligt, at være herude. Bare det at kunne være sammen med sin dreng uden at være et totalt nervevrag, og rent faktisk have lidt overskud til hans små spidsfindigheder - og iøvrigt også uden at de voksne parter bekriger hinanden, men har en fælles forståelse og respekt for hinanden og bare gerne vil det bedste for hinanden og deres barn.
Det er en stærkt undervurderet gave! For et år eller to siden ville denne weekend nærmest være utænkelig, men meget er sket og mange ting har ændret sig, og jeg er dybt taknemmelig for at min eks og jeg er kommet til et stadie, hvor vi rent faktisk er ret gode venner og kan snakke om tingene på en god og konstruktiv måde! Vi kommer aldrig til at være sammen igen, men det vigtigste er også bare at Liam kan mærke at vi står sammen om ham uanset hvad, og at vi på den måde ikke nødvendigvis er to enheder.

Liam er i øvrigt blevet en stor fin dreng!
Til hans 3 års undersøgelse målte han 105 cm og vejede lige under 20 kg. Jeg vil gerne lige pointere, at han ikke er tyk og følger sin kurve. Han har så meget krudt i røven, og der skal ske noget hele tiden. Han er god til at lege selv, men er tilsvarende også god til at hundse rundt med os andre. Og nej hvor kan han blive hidsig! Ja, jeg ved IKKE hvor han har det fra...eller noooooooooget... *angelface*
Hans strenge strenge mor har jo været i nærheden og sagt fra til nogle ting, hvor hans far så har bakket op. Hvem bliver han sur på? Mig. 'Mor, du er DUM!' (MED eftertryk), mens faderen går uramt forbi. Det er typisk...
Tja, men det kan jeg godt leve med i de situationer.

Jeg gør rigtig meget ud af at fortælle ham, at jeg elsker ham - også selvom jeg skælder ud (i de situationer hvor det er påkrævet) - fordi jeg føler at jeg har svigtet ham. Det ved jeg godt jeg ikke har, i og med at jeg har sluppet tøjlerne i rette tid og ladet hans far overtage, fordi han selv var kommet ovenpå igen. Men...min store frygt er, at han en dag vil komme til mig og sige, at jeg svigtede ham...at jeg ikke elskede ham nok. Det er tanker jeg har delt med min eks, fordi de fylder rigtig meget. Det er faktisk ham der, efterhånden, har fået mig overbevist om, at jeg ikke har svigtet. Tværtimod.

Anyway, forrige gang jeg var ude ved knægten kom han med et af sine guldkorn.
Da jeg skulle gå, fik jeg en krammer og et kys og så sagde jeg til ham 'Mor elsker dig!'. 'Jaaa jaaa, mor!! Det VED jeg godt!'
Jeg måtte lige kvæle et grin, samtidig med han ihærdigt forsøgte at orme sig ud af mine arme uden at ryge ned på gulvet.
Vi er nemlig nået til det stadie, hvor kys bliver betegnet som 'AD! Ulækkert!'.
Den slår aldrig fejl. Selv hvis jeg kysser ham på kinden, når han sover, så skal det da lige tørres væk. Det skal det da. Ad føj da! Mangler bare at han også siger det i søvne. Hehehe.

Tankerne myldre rundt i hovedet på mig, og ved der var mere jeg ville have skrevet. Kunne være jeg skulle blive bedre til at skrive det ned i min lille sorte bog.
Men så er der jo også stof til fremtidige indlæg.

Nå, men det kunne også være at jeg skulle få noget at spise og så få sået krydderurterne, så de også kan forspire. Sidst lykkedes det mig da at noget ud af både basilikum og rosmarinen.
Jeg kan godt lide at se tingene gro, og få noget ud af dem. Det er også derfor foråret er min yndlings årstid - samt den mest livsbekræftigende i min verden - og i år har jeg nok mere brug for den end nogensinde før.

/Gitte