Foråret lever!

(Skrevet i torsdag (d. 17. marts) - ved ikke lige hvorfor den ikke har udgivet det.)

Ja, foråret er i sandhed kommet til live i disse dage!
Jeg kan mærke det helt ind i knoglerne! Det er blevet lysere, luften vibrere nærmest af livet der er ved at vågne af sin vinterdvale.

Jeg ELSKER foråret!! Elsker elsker ELSKER DET! Ikke engang vitaminerne i luften (læs: gyllelugt) kan ødelægge min kærlighed til denne årstid. Det hører med når man bor i provinsen og det såkaldte 'udkantsdanmark' - et begreb jeg ikke giver en hundekiks for.
Selvom gyllelugt ikke er videre lækkert, så vil jeg hellere have gyllelugt end bilos. Jeg vil dog tillade mig at påstå, at noget er mere behageligt end andet. Den værste gylle er fra mink, så hønsemøg, gris og til sidst ko, som er den gyllelugt jeg synes er mest 'behagelig', om jeg så må sige.

Jeg er så udpræget landpige og absolut ikke bypige! Jeg kan godt lide at have luft omkring mig og højt til loftet. Sådan er det, og jeg tager gerne de få ulemper med. Trods alt bliver der ikke kørt gylle ud hver dag eller hver uge...eller hver mån....ed...æh, kommer lige i tvivl.
Det var vist det vi kunne kalde et sidespring...

Billede fra weekendens såning

Anyway! Jeg har haft nogle HELT forrygende dage! Helt ud til fingerspidserne! Okay, måske lige overdrevet nok, men det er tæt på. For det første har jeg jo tilbragt en hel weekend sammen med Liam, og kom faktisk første hjem tirsdag formiddag, hvor jeg så kom for sent til min aftale hos kiropraktoren fordi jeg havde set forkert på tiden - dygtige mig. Men opturen er, at lige nu sidder ALLE led og knogler som de skal - for første gang siden ulykken i oktober! YES! Det var også på tide! Nu skal jeg så bare passe ikke gøre noget, så de ryger ud af plads igen.

Derefter var jeg på lokalpsykiatrien i Augustenborg, hvor jeg havde min mor med, og havde - i modsætningen til sidst - en ganske fornuftig samtale. Heldigvis gør jeg så gode fremskridt, at jeg ikke bliver sat yderligere op i medicin...føler mig død nok i forvejen, da jeg ikke er i stand til at grine som jeg ellers er ret god til og berygtet for. Fik også givet udtryk for, at jeg savner MIG! Min person, den jeg er og min lattermildhed og min evne til at grine så voldsomt, så jeg næsten er ved at besvime.

Billede fra weekenden

Jeg savner det...jeg savner det helt ubeskriveligt meget! Men jeg er derinde endnu! Jeg kan mærke det, for ind i mellem titter min sorte humor frem og så sidder jeg og klukker lidt uden rigtigt at kunne. Det er virkelig en underlig fornemmelse...at grine uden at kunne. Det bliver sådan lidt hult.

I går stod jeg ganske vist først rigtigt op sådan rimeligt sent, men da først jeg var kommet på benene fik jeg faktisk ordnet en masse småting og ryddet lidt op her og der uden at gøre det færdigt. Det er så typisk mig lige nu, men i det mindste fik jeg da gjort noget! Jeg har også sat et nyt spireprojekt i gang - chiakarse! Er jeg lidt spændt på. Og jeg fik vasket tøj og hængt det op og ja...jeg hyggede mig egentlig bare gevaldigt godt, og tillod mig selv at sige 'nu er jeg træt og tager et hvil'.
Hen på eftermiddagen kom jeg til at tænke på, at jeg da kunne bruge noget af min energi på Liam, så jeg kommunikerede med min eks og hentede knejten - omend det tog lidt tid.
Da han var kommet i seng, kørte jeg hjem og tog en slapper og faldt hurtigt i søvn.

I dag har jeg lige fået tjekket linser hos optikeren, og været forbi både Nanna XL (for at købe billet til deres modeshow her i april), Zizzi og Matas. Jeg købte ikke noget i Zizzi, men gjorde noget som jeg ikke lige havde regnet med at jeg nogensinde skulle gøre - jeg spurgte om hvordan man blev model til deres modeshows. De var lidt ærgelige, for de havde lige fået fundet alle dem de skulle bruge til showet her den 30. marts, men de skrev mig til det næste efter det og skrev mig på som reserve til det her i marts. Det er lidt vildt. Hvem skulle nogensinde have troet det om mig...
I Matas blev jeg skrevet op til en hudanalyse og -rådgivning. Det var faktisk ret spændende!...hvis vi lige ser bort fra det faktum at min hud åbenbart er som en...middelalderende kvindes.
Jeg var meget fascineret og samtidig lidt skræmt. Men altså...det kan reddes. Og det skal det.

Ved ikke helt hvad der går af mig pt., men det er ligesom om der bare skal prøves noget nyt og anderledes. Der skal rykkes nogle personlige grænser og der skal udvikles.

Okay, jeg er så også fastbesluttet på at komme tilbage i en version 10.0, og det kræver jo lidt nyt.
Må dog indrømme, at jeg et eller andet sted nyder de opdagelser jeg gør i øjeblikket, fordi de udvikler mig som person. Det er hårdt, men spændende...

Så er der vist, med lidt held, spredt positiv stemning i dag. Det kan vi godt lide!

Æh, må vist hellere hente mit tørrestativ ind inden det hele ender på jorden.
Note to self: Rent tøj skal ikke tørre på jorden.

/Gitte

En rigtig god weekend

Puuuh....det forrige indlæg var en værre omgang. Men så er det ligesom ude.

Jeg kan heldigvis berette, at jeg har det væsentligt bedre, og ligefrem også ser levende ud.
Faktisk er jeg også kommet hjem til mig selv igen, hvilket så lige kræver lidt tilvænning, men nej hvor er det SKØNT at være hjemme hos sig selv igen. Ikke forstået sådan at det ikke var godt at være ude ved min mor, men ude godt - hjemme bedst, ik?

Den netop overstået weekend har jeg tilbragt i selskab med Liam og hans far (min eks).
Det har været rigtig hyggeligt, og vi har fået lavet lidt forskellige ting.
Bl.a. har vi et par gange været i Sønderborg, af forskellige årsager, og vi har fået sået karse samt ærter, tomater og morgenfruer til forspiring og vi har været på legepladsen i dejligt solskin og spillet lidt fodbold - det jeg nu lige kunne holde til med ryggen.

Jeg havde egentlig regnet med at tage hjem i lørdags, men det gik så godt og Liam ville gerne have at jeg blev, så det gjorde jeg. Jeg sidder sådan set stadig herude, fordi eksen meget gerne ville have lov til at låne min bil i dag, da hans egen skulle have ordnet bremser. Jeg skulle ikke noget, og så kunne jeg jo lige så godt hjælpe ham på den måde.

Det var bare så hyggeligt, at være herude. Bare det at kunne være sammen med sin dreng uden at være et totalt nervevrag, og rent faktisk have lidt overskud til hans små spidsfindigheder - og iøvrigt også uden at de voksne parter bekriger hinanden, men har en fælles forståelse og respekt for hinanden og bare gerne vil det bedste for hinanden og deres barn.
Det er en stærkt undervurderet gave! For et år eller to siden ville denne weekend nærmest være utænkelig, men meget er sket og mange ting har ændret sig, og jeg er dybt taknemmelig for at min eks og jeg er kommet til et stadie, hvor vi rent faktisk er ret gode venner og kan snakke om tingene på en god og konstruktiv måde! Vi kommer aldrig til at være sammen igen, men det vigtigste er også bare at Liam kan mærke at vi står sammen om ham uanset hvad, og at vi på den måde ikke nødvendigvis er to enheder.

Liam er i øvrigt blevet en stor fin dreng!
Til hans 3 års undersøgelse målte han 105 cm og vejede lige under 20 kg. Jeg vil gerne lige pointere, at han ikke er tyk og følger sin kurve. Han har så meget krudt i røven, og der skal ske noget hele tiden. Han er god til at lege selv, men er tilsvarende også god til at hundse rundt med os andre. Og nej hvor kan han blive hidsig! Ja, jeg ved IKKE hvor han har det fra...eller noooooooooget... *angelface*
Hans strenge strenge mor har jo været i nærheden og sagt fra til nogle ting, hvor hans far så har bakket op. Hvem bliver han sur på? Mig. 'Mor, du er DUM!' (MED eftertryk), mens faderen går uramt forbi. Det er typisk...
Tja, men det kan jeg godt leve med i de situationer.

Jeg gør rigtig meget ud af at fortælle ham, at jeg elsker ham - også selvom jeg skælder ud (i de situationer hvor det er påkrævet) - fordi jeg føler at jeg har svigtet ham. Det ved jeg godt jeg ikke har, i og med at jeg har sluppet tøjlerne i rette tid og ladet hans far overtage, fordi han selv var kommet ovenpå igen. Men...min store frygt er, at han en dag vil komme til mig og sige, at jeg svigtede ham...at jeg ikke elskede ham nok. Det er tanker jeg har delt med min eks, fordi de fylder rigtig meget. Det er faktisk ham der, efterhånden, har fået mig overbevist om, at jeg ikke har svigtet. Tværtimod.

Anyway, forrige gang jeg var ude ved knægten kom han med et af sine guldkorn.
Da jeg skulle gå, fik jeg en krammer og et kys og så sagde jeg til ham 'Mor elsker dig!'. 'Jaaa jaaa, mor!! Det VED jeg godt!'
Jeg måtte lige kvæle et grin, samtidig med han ihærdigt forsøgte at orme sig ud af mine arme uden at ryge ned på gulvet.
Vi er nemlig nået til det stadie, hvor kys bliver betegnet som 'AD! Ulækkert!'.
Den slår aldrig fejl. Selv hvis jeg kysser ham på kinden, når han sover, så skal det da lige tørres væk. Det skal det da. Ad føj da! Mangler bare at han også siger det i søvne. Hehehe.

Tankerne myldre rundt i hovedet på mig, og ved der var mere jeg ville have skrevet. Kunne være jeg skulle blive bedre til at skrive det ned i min lille sorte bog.
Men så er der jo også stof til fremtidige indlæg.

Nå, men det kunne også være at jeg skulle få noget at spise og så få sået krydderurterne, så de også kan forspire. Sidst lykkedes det mig da at noget ud af både basilikum og rosmarinen.
Jeg kan godt lide at se tingene gro, og få noget ud af dem. Det er også derfor foråret er min yndlings årstid - samt den mest livsbekræftigende i min verden - og i år har jeg nok mere brug for den end nogensinde før.

/Gitte