På tide med en opdatering

Ja, det er vist på tide med en opdatering.

Først og fremmest: Jeg lever!

Når det så er sagt, så har de sidste måneder været af meget svingende kvalitet - so to speak.
Nu skal jeg lige se om jeg kan huske det...skal lige konsultere min kalender...

Juni: Flyttet i ny lejlighed inde i Sønderborg midtby. Meget lille lejlighed, men jeg elsker at bo her!

Juli: Hvad lavede jeg egentlig i juli? Øjeblik...jo! Det mest sindsoprivende der skete i juli var, at jeg fik besøg af en af mine venner fra Irland. Han havde lige lyst til at se Danmark, og man er vel gæstfri. Det passede så sammen med at der var Sønderborg Ringridning. Jaysus Christ! Den mand kunne dælme hælde øl ind! Han var i hvert fald ikke irer for ingenting! Det er da HELT sikkert! Jeg var ved at dø af grin en aften, da han kom væltende ind af døren. Havde været så flink at give ham min seng, da det passede mig fint med sofaen, og han kunne lukke en dør. Men derfor kunne jeg stadig høre, at han lå og sang sig selv i søvn den aften. 
Vældig flink fyr, men nej - ikke min type. Derfor kan man jo godt være venner, ik sandt?
Til gengæld mødte jeg en anden....som jeg troede det gik med, og så alligevel nej i august.
Havde vist også Liam på en overnatning i juli. Nå jo! Og min lillesøster dampede af til Australien i starten af måneden.

August: Jeg bliver sendt i aktivering i træningscenter. Rigtig fint egentlig! Ud over, at det åbenbart ikke er normalt at vaske sit træningstøj. Der har været nogle gange, hvor jeg simpelthen har måtte opgive, fordi stanken af sved har været så overvældende at jeg var ved at kaste op ud over det hele.
Og JA! Jeg har et problem med svedlugt! Derudover fik fyssen også lige fremkaldt et angstanfald hos mig den allerførste gang jeg skulle træne. Tommel op dér! Det var på et ryghold, hvor vi skal ned og ligge på en lille bold. Min ryg låste, og jeg kunne ikke røre mig ud af flækken. Jeg kunne ikke engang trille ned på siden, for så på den måde at komme op og sidde igen, OG jeg er ved at tude af smerte. Ville fyssen hjælpe mig i første omgang? NIX! Første da jeg for alvor er ved at gå i panik og er ved at eksplodere af angst og vrede, giver hun mig den smule håndsrækning jeg havde brug for - hvilket var overraskende lidt. Derefter sidder jeg på gulvet, mens de andre går videre med programmet, med tårerne pissende ned af kinderne. Jeg sagde ikke noget, og forsøgte at komme ind i kampen igen, da jeg lige havde sundet mig. Men bagefter sagde jeg til hende, at det var sgu ikke okay. Især når hun i forvejen vidste hvor jeg havde det med hele situationen. Fair nok - videre! Kommunikerede sådan set rigtig godt med hende, og det var også fint nok at komme ud og få trænet lidt de to gange om ugen - når man lige så bort fra mine brækrefleksers hyppige aktivering.
Derudover blev jeg ENDELIG(!!!!!!) startet op i gruppeterapi!! YAY! Lille skridt på vejen, men det er der! God gruppe, søde mennesker...som ofte ikke forstår en skid af hvad jeg siger, fordi jeg åbenbart er ret usammenhængende, når jeg virkelig har noget på hjertet. Det gælder også for psykologerne. De ligner store spørgsmålstegn af og til, når jeg siger noget. Great...men så ved jeg da, at jeg skal arbejde på dét - OGSÅ!

September: Spændende måned! Fuld fart! Eller...i hvert fald noget i den stil. Træning og gruppeterapi kører stille og roligt, og så får jeg den fantastisk fikse idé, at jeg skal da lave noget hvor jeg kan være sammen med andre - det skal jeg da! Så det resulterer i, at jeg møder op hos Sønderborg Pipes and Drums (SPAD) fordi jeg havde set at de søgte 'highland dancers', og det ville jeg da prøve...om ikke andet så bare for at have gjort forsøget. Deeeet ender så med, at jeg tager derfra med et nodehæfte og en practice chanter (øvefløjte), for når nu jeg alligevel var der, kunne jeg jo lige så godt lige liste mig ind til nybegynderne hos sækkepiberne. Trylle trylle! Og tilfældigvis vidste jeg, at min mor havde en practice chanter også, og vidste endda hvor den lå, så den nakkede jeg da lige efterfølgende. HA!
Jo jo...kom ikke og sig, at jeg ikke får småtossede ideer!
Derudover havde min ældste broder, den højærværdige Madam Skrald, rund fødselsdag og DÉT skulle fejres! Det var simpelthen så hyggeligt! Ikke noget højtravende eller noget som helst, men helt nede på jorden og bare rigtig smadderhyggeligt! Fik i samme forbindelse lavet en aftale med en af svigerinderne. Jeg kan godt lide at bage og sammensætte smage, men haaader det der pyntefis.
Hun kan godt lide at pynte, men haaader at bage. Ergo - jeg bager og hun pynter! Hvis altså lejligheden byder sig. Hvor svært kan det være?

Oktober: Tempoet steg. Jeg lavede heeeele tiden et eller andet. Om det var påtvunget ting eller ej, så sad jeg ikke ret stille. Jeg kan ikke engang huske hele måneden...men jeg kan huske, at jeg var på akvarieauktion i Århus, hvor jeg hjalp til. Fik derudover solgt 120 guppyer, købt omkring 30 guppyer, lidt planter, blå rejer og nogle andre ting. Rigtig hyggelig dag! Men fandt ud af, at jeg, som løber (modtog penge fra køberne), ikke kunne regne efter en halv time. Efter tre kvarter kunne jeg ikke engang finde ud af hvad 2+1 var. Så gik det bedre med at skrive ned, hvad de andre hjælpere købte, så der kunne afregnes bagefter. Dagen efter drog jeg til Aalborg omegn, hvor jeg havde lovet at besøge nogle af mine venner, som gerne ville have jeg kom op til dem. Det var rigtig hyggeligt! Jeg var ude og gøre storcentret usikker med min veninde den ene dag og ude og fiske med hendes kæreste den næste. Det var simpelthen top dollar! Var der et par dage, og så driplede jeg sydover ned til min far, hvor jeg skulle hjælpe til med 'store slagtedag'. Og der var vist også noget andet, men det har jeg glemt.
Weekenden EFTER efterårsferien var jeg så til akvarieauktion igen. Jeg opdagede det helt tilfældigt. Så fik jeg solgt lidt flere guppyer, samt lidt planter, og købt lidt igen. Fik da også lige meldt mig ind i akvarieforeningen. Jo jo!

November: Først og fremmest...startede med et regulært sammenbrud. Så slemt, at René var ved at få mig indlagt igen, hvis da ikke lige det var fordi han fik fat i min behandler ved terapien. Det skete ude ved ham nemlig. Jeg var fuldstændig opløst og lignede en slagen bokser i hovedet. Jeg havde kørt ALT for hårdt på, alt for mange aktiviteter og et desperat behov for at skjule min egen angst for mødet i rehabiliteringsteamet, som jeg ikke vidste hvornår skulle være. Det knækkede mig godt nok. Helt og aldeles. Jeg var færdig! Jeg følte mig ikke værdig til at være noget som helst. Hverken mor, datter eller ven. Min sorg over at jeg nok ikke bliver 'mig' rigtigt igen, samt min vrede over at være havnet i min nuværende situation, var totalt overvældende. Jeg havde VIRKELIG ondt af mig selv, og det er ellers ikke noget jeg har ret tit, fordi det ikke hjælper mig. Men lige der...lige der blev jeg tvunget til at se alle dæmonerne i øjnene, og bare prøve at overleve sammenstødet på bedste vis. 
Der blev også ringet til min sagsbehandler ved kommunen, og træningen blev sat på stand by. Jeg valgte i samme åndedrag, at jeg måtte sætte alt andet end min terapi på stand by - inkl. pipes and drum. Jeg kunne ikke overskue det. Jeg blev sendt ud til min mor, som fik snakket mig lidt til ro, og tog derefter hjem til mig selv og gik i et slags hi et par dage. Jeg sov på min sofa i over to uger, før jeg fik samlet mod til at sove i min seng igen. Sofaen føltes som det mest trygge, hvilket nok hænger sammen med, at når jeg har været ude ved min mor i længere perioder, så har jeg sovet i stuen på to madrasser.  

Min dejlige lille troldeunge, aka Liam, er jo lige fyldt 4 her i går. Stor dreng! Han startede til håndbold i august, og det er bare et hit! Han elsker det! Nogle er han så begejstret, når jeg henter ham i børnehaven, at han er ved at klatre op ad pædagogerne, fordi han skal fortælle dem han skal til håndbold. For ham er torsdag nu lig med mor - håndbold - RISENGRØD!!
Han er en rigtig dejlig lille dreng, og er glad og smilende det meste af tiden.
Han smeltede sin mors hjerte, da han for et par uger siden - for første gang! - svarede mig med 'jeg elsker også dig, mor', da jeg sagde at jeg elskede ham og puttede sig ind til mig. Aaaaw...
Han er så glad...og hylende morsom! Nogle af de ting han får sagt!
I går fik han sunget fødselsdagssang, hvilket ikke passede den unge herre synderligt, og da mormor så fortsatte kom det meget kontant fra ham: 'STOP NU!! Jeg får hovedpine!!'

Ja, og så er vi ved i dag. Onsdag d. 23. november 2016. Terapi-dag. Julen står for døren, og jeg tror den bliver god. Jeg håber det i hvert fald. 
Jeg forsøger sådan set stadigvæk at få hevet mig ovenpå efter mit sammenbrud. Det går bedre, men jeg forsøger også at holde tempoet nede, fordi når jeg får kørt mig selv op i det tempo jeg har været i, så virker håndbremsen simpelthen ikke. Min mor sagde til mig, at jeg skulle lære at hive i håndbremsen, hvortil jeg tørt svarede: Det hjælper ikke, hvis den er defekt.
Nu prøver jeg lige at reparere den, så den virker bare en lille smule til at jeg kan nå at bremse INDEN jeg rammer klippevæggen, som jeg ellers plejer at gøre.

Mine smerter er ikke blevet mindre, og min højre arm er mere eller mindre defekt. Jeg kan godt bruge den lidt, men knoglerne hopper til højre og venstre hele tiden. Det er - mildt sagt - skiiiiide ubehageligt! Og så kombineret med, at jeg de fleste dage går som om jeg har skidt i bukserne...eller sådan føler jeg det, selvom jeg prøver at gå så normalt som muligt. Det er bare ikke særlig nemt, når det føles som om man har stødhegn i benene. 
Jeg er dog kommet så meget ovenpå, at jeg er begyndt at kunne finde på lidt sjov. Det er ikke meget, og det er dælme heller ikke meget jeg griner, men lidt har også ret.

Jeg ved også nu, at jeg skal til møde i rehabiliteringsteamet i december, og at min forsikringssag ruller. Er godt nok nervøs for hvad der kommer til at ske til det møde i rehabiliteringsteamet...
Min bror er lige blevet afsluttet i sit forløb...det tog 'kun' 5 år. Nu skal vi bare have trukket mig igennem også. Håber ikke det skal tage lige så mange år.
I det mindste har jeg taget én beslutning: 

Jeg flytter ikke igen før jeg, som minimum, er blevet afklaret ved kommunen. Den beslutning passer mig faktisk rigtig godt, for jeg kan rigtig godt lide min lejlighed, selvom den er lille. Det vigtigste er vel, at den føles som hjem...og ved I hvad?
Dén følelse kan jeg faktisk RIGTIG godt lide!

Kh Gitte