Jeg balancerer på knivæggen konstant i øjeblikket, og overbelaster systemet - uden at tage hensyn til mig selv - for at kunne være der når der er brug for mig. Jeg får til gengæld også lov til at betale prisen for det! Det slår tifold igen! Det er ikke ret godt. Det er faktisk slet ikke godt.
Slet ikke når man begynder at få angst anfald igen. Det er dog ikke slemt med dem endnu, så det går nok.
Hvad jeg har lavet de sidste par måneder skal jeg nok vende tilbage til på et andet tidspunkt.
Med billeder og det hele!
Lige nu handler det om...nu.
Ser I - jeg fik spand iskoldt vand i hovedet i april måned, da det gik op for mig, at der var blevet regnet forkert i mit budget. Et budget, som jeg selv har lavet, og som bank og andre har rost mig for, fordi det altid har været rimeligt præcist. Det var det også! Lige indtil...nu.
For der er ikke bare regnet forkert...der er regnet riiiiiiiiiiigtig meget forkert! Pga. det som jeg TROEDE jeg fik udbetalt...som jeg havde fået at vide jeg ville få udbetalt.
Men det går nok. Jeg er altid landet på fødderne, men for dælen en rutsjebanetur jeg har været ude på! Jeg havde to dage, hvor jeg bogstaveligt talt gennemgik de tre faser, som jeg altid skal igennem når det hele er ved at styrte sammen om mig:
- Hvidglødende af raseri! Parat til at skælde hele verden hæder og ære fra, og gøre mig selv halvvejs skaldet i frustration over tingenes tilstand.
- Dyb fortvivelse! Parat til at opgive alt og bare skride, forsvinde, fordufte fra jordens overflade, for hvordan skal jeg dog nogensinde overleve??
- Problemløsning! Min yndlingsfase og andres største frygt, fordi nu skal der bare handles.
Der opstilles forskellige løsningsmodeller - i mit hoved - som tænkes igennem og sorteres, og derfra handles der. I denne fase har jeg det med bare at kaste mig hovedkulds ud i tingene, fordi så har jeg da forsøgt noget.
Når det tog to dage, så var det fordi jeg skulle igennem alle tre faser begge dage, da jeg blev ved med at finde nye ulykker. Især fase 2 var ved at tage livet af mig, indtil jeg fik snakket med Liams far, René, som på en eller anden måde fik mig overbevist om at det nok skulle gå. Endnu gang var jeg mega glad for at vi er blevet så gode venner! Nej, hvor var jeg glad for at jeg kunne snakke med ham der!
Og SÅ gik jeg til fase 3 for fuld damp, til min mors store skræk!
Ser I, i øjeblikket er der ikke ret meget jeg kan kontrollere og det er GIGA frustrerende!
MEN! Lidt kan jeg da kontrollere, så derfor indså jeg meget hurtigt at jeg ikke kunne blive boende, hvor jeg bor lige nu, og boligjagten gik ind! Jeg søgte på dba, div. boligforeninger og boligportalen. Jeg forelskede mig meget hurtigt i en lille lejlighed nede i Sønderborg midtby, inde på boligportalen, og købte selvfølgelig adgang til kontakten. Sørme om det ikke var min nuværende udlejer der havde den! HURRAAAA!!! Ind og kigge på deres hjemmeside. Ganske rigtigt. Lejligheden var der! Men stod som reserveret...ååårh nedtuuuuuur. Nå, men vi prøver alligevel, fordi den observante mig havde lagt mærke til at den havde stået som reserveret i rigtig lang tid! (Kigger jævnligt på deres liste.)
Skrive mail, forklare sagen og vise interesse for lejligheden. Ganske rigtigt...den VAR reserveret! Der skulle bare skrives under på kontrakten. ØV!
Sidst i april skulle jeg så aflæse elmålere til udlejer, og skrev lige at han godt måtte holde mig i mente HVIS nu kommende lejer fortrød.
Og ved I hvad??!! Ikke ret lang tid efter kom der en mail retur: Lejer var lige sprunget fra!
Hvor heldig har man da lige lov til at være! Så jeg fik meget hurtigt aftalt tid til at komme ned og se den! Nååårh jeg var glad! Jeg var LYKKELIG! Min mor blev gråhåret, fordi jeg er jo så glad for at bo i Dybbøl. JA! Det er jeg! Men når jeg ikke har råd, så har jeg ikke råd. Punktum!
Jeg måtte så, uafhængigt af hinanden, love både min mor og far, at jeg nok skulle tage nogen med på råd og ikke bare leje det fordi jeg skulle. Jaaa jaaa...okay så.
Dagen kom, hvor jeg fik lov at se det. Jeg var lidt nervøs, for på boligportalen stod den som en stuelejligheden og på udlejers hjemmeside som en 3. sals lejlighed. Men det VAR en stuelejlighed, og jeg var bare solgt. Jeg kunne lige forstille mig hvordan det skulle være. Jeg var helt forelsket!
Jeg fik lokket René og Liam med ned og se den et par dage efter, og da René havde fået stillet spørgsmål til de ting han lige havde at sætte en finger på, og han havde fået tilfredsstillende svar, sagde jeg 'JA TAK!' og så var jeg lettet, glad, spændt, men også nervøs. For var det nu det rigtige at gøre? Især da udlejer så sagde, at så skulle han jo bare have lejet min nuværende lejlighed ud i en hulans fart. Men min mavefornemmelse lyver sjældent, og den havde det godt. Den var glad! Nogle dage efter blev min lejlighed fremvist, og jeg fik samtidig min nye kontrakt, som iøvrigt var gældende fra d. 1. juni.
Den efterfølgende uge var jeg nede på kontoret og underskrive, og fik samtidig nøglerne mod at jeg selv gjorde den ren. HOPTJULLAHEI! Om det ikke er gået lidt stærkt...jooooow bare en kende.
Så nu skal jeg til at flytte for officielt 13. gang siden jeg flyttede hjemme fra.
Jeg har brugt en uge på at rende hovedløst rundt, og blev så også syg oveni, men nu begynder det at tage form. Der er arrangeret flytning af de store ting, takket to af mine venner og René. Lejligheden er gjort ren, med undtagelse af gulvet, men det tager ingen tid. Der er lavet en foreløbig skitse af hvordan den skal indrettes, og jeg tror det bliver skide godt! Nu skal mine ting bare lige sorteres i hvad jeg skal have med ind i lejligheden, og hvad der skal i opbevaring. Lettere uoverskueligt for mig, hvor dumt det end lyder. Min største hovedpine er egentlig at få malet den gamle lejlighed, Men imorgen kommer to andre af mine venner nordfra og hjælper mig med at få pakket ned. Og ved I hvad det sjove er ved det? De tilbød at komme og hjælpe med at pakke ned, hvor jeg så i sjov sagde, at så skulle det være her i weekenden. Jamen det var da ikke noget problem, og så var jeg mundlam...det havde jeg godt nok ikke lige regnet med! Det havde jeg virkelig ikke.
Jeg er SÅ glad for mine venner! Jeg elsker dem helt ustyrligt højt - og de ved godt selv hvem de er!
Lige nu med udgangspunkt i min flytning - havde det ikke været for dem havde det ikke kunne lade sig gøre! For jeg kan ikke selv løfte ret meget endnu, takket være min fantastiske krop.
Men også helt generelt! Hvor er det fantastisk, når man egentlig har opgivet håbet og opbrugt alle sine kræfter, og så der lige kommer nogen og hanker op i en og siger 'Nu får vi lige styr på det her - det skal nok gå!' Bare det at man bliver tilbudt hjælpen...jeg har aldrig været god til at tage imod den - det indrømmer jeg, men hvor er følelsen dog fantastisk når man gør! Om det er med at flytte, få styr på nogle ting eller bare lægge øre til mine frustrationer og brokkerier eller hvad det nu måtte værd.
Og ved I hvad... Jeg har for længe længe siden gjort op med mig selv, at jeg er måske nok ikke den rigeste person materielt, men hvad gør det, når jeg føler mig som den rigeste person i hele verden med de venner jeg har og tager mig for den jeg er!
Husk at værdsætte Jeres venner - ikke med materielle ting, men med anderkendelsen af at de rent står ved Jeres side i tykt og tyndt. For uanset hvad - RIGTIGE venner...de er bare ej noget man køber!
Til mine venner i det ganske danske land, som i tidens løb har lagt øre til mangt og meget og hjulpet mig så meget som jeg nu selv har tilladt: Tak er kun et fattigt ord, og jeg ville ønske jeg kunne give Jer hele verden, for sammen med min familie og min lille dreng er I hele min!
/Gitte
