En rigtig god weekend

Puuuh....det forrige indlæg var en værre omgang. Men så er det ligesom ude.

Jeg kan heldigvis berette, at jeg har det væsentligt bedre, og ligefrem også ser levende ud.
Faktisk er jeg også kommet hjem til mig selv igen, hvilket så lige kræver lidt tilvænning, men nej hvor er det SKØNT at være hjemme hos sig selv igen. Ikke forstået sådan at det ikke var godt at være ude ved min mor, men ude godt - hjemme bedst, ik?

Den netop overstået weekend har jeg tilbragt i selskab med Liam og hans far (min eks).
Det har været rigtig hyggeligt, og vi har fået lavet lidt forskellige ting.
Bl.a. har vi et par gange været i Sønderborg, af forskellige årsager, og vi har fået sået karse samt ærter, tomater og morgenfruer til forspiring og vi har været på legepladsen i dejligt solskin og spillet lidt fodbold - det jeg nu lige kunne holde til med ryggen.

Jeg havde egentlig regnet med at tage hjem i lørdags, men det gik så godt og Liam ville gerne have at jeg blev, så det gjorde jeg. Jeg sidder sådan set stadig herude, fordi eksen meget gerne ville have lov til at låne min bil i dag, da hans egen skulle have ordnet bremser. Jeg skulle ikke noget, og så kunne jeg jo lige så godt hjælpe ham på den måde.

Det var bare så hyggeligt, at være herude. Bare det at kunne være sammen med sin dreng uden at være et totalt nervevrag, og rent faktisk have lidt overskud til hans små spidsfindigheder - og iøvrigt også uden at de voksne parter bekriger hinanden, men har en fælles forståelse og respekt for hinanden og bare gerne vil det bedste for hinanden og deres barn.
Det er en stærkt undervurderet gave! For et år eller to siden ville denne weekend nærmest være utænkelig, men meget er sket og mange ting har ændret sig, og jeg er dybt taknemmelig for at min eks og jeg er kommet til et stadie, hvor vi rent faktisk er ret gode venner og kan snakke om tingene på en god og konstruktiv måde! Vi kommer aldrig til at være sammen igen, men det vigtigste er også bare at Liam kan mærke at vi står sammen om ham uanset hvad, og at vi på den måde ikke nødvendigvis er to enheder.

Liam er i øvrigt blevet en stor fin dreng!
Til hans 3 års undersøgelse målte han 105 cm og vejede lige under 20 kg. Jeg vil gerne lige pointere, at han ikke er tyk og følger sin kurve. Han har så meget krudt i røven, og der skal ske noget hele tiden. Han er god til at lege selv, men er tilsvarende også god til at hundse rundt med os andre. Og nej hvor kan han blive hidsig! Ja, jeg ved IKKE hvor han har det fra...eller noooooooooget... *angelface*
Hans strenge strenge mor har jo været i nærheden og sagt fra til nogle ting, hvor hans far så har bakket op. Hvem bliver han sur på? Mig. 'Mor, du er DUM!' (MED eftertryk), mens faderen går uramt forbi. Det er typisk...
Tja, men det kan jeg godt leve med i de situationer.

Jeg gør rigtig meget ud af at fortælle ham, at jeg elsker ham - også selvom jeg skælder ud (i de situationer hvor det er påkrævet) - fordi jeg føler at jeg har svigtet ham. Det ved jeg godt jeg ikke har, i og med at jeg har sluppet tøjlerne i rette tid og ladet hans far overtage, fordi han selv var kommet ovenpå igen. Men...min store frygt er, at han en dag vil komme til mig og sige, at jeg svigtede ham...at jeg ikke elskede ham nok. Det er tanker jeg har delt med min eks, fordi de fylder rigtig meget. Det er faktisk ham der, efterhånden, har fået mig overbevist om, at jeg ikke har svigtet. Tværtimod.

Anyway, forrige gang jeg var ude ved knægten kom han med et af sine guldkorn.
Da jeg skulle gå, fik jeg en krammer og et kys og så sagde jeg til ham 'Mor elsker dig!'. 'Jaaa jaaa, mor!! Det VED jeg godt!'
Jeg måtte lige kvæle et grin, samtidig med han ihærdigt forsøgte at orme sig ud af mine arme uden at ryge ned på gulvet.
Vi er nemlig nået til det stadie, hvor kys bliver betegnet som 'AD! Ulækkert!'.
Den slår aldrig fejl. Selv hvis jeg kysser ham på kinden, når han sover, så skal det da lige tørres væk. Det skal det da. Ad føj da! Mangler bare at han også siger det i søvne. Hehehe.

Tankerne myldre rundt i hovedet på mig, og ved der var mere jeg ville have skrevet. Kunne være jeg skulle blive bedre til at skrive det ned i min lille sorte bog.
Men så er der jo også stof til fremtidige indlæg.

Nå, men det kunne også være at jeg skulle få noget at spise og så få sået krydderurterne, så de også kan forspire. Sidst lykkedes det mig da at noget ud af både basilikum og rosmarinen.
Jeg kan godt lide at se tingene gro, og få noget ud af dem. Det er også derfor foråret er min yndlings årstid - samt den mest livsbekræftigende i min verden - og i år har jeg nok mere brug for den end nogensinde før.

/Gitte