En skæbnedag i oktober 2015

I går var det præcis to år siden, at mit liv blev vendt på hovedet.
Et liv, der i forvejen var præget af sygdom og totalt kaos!

Jeg var klappet ned med stress i august 2015, og blev fyret fra mit arbejde dagen efter jeg kom tilbage fra en ferie til Irland i september. Jeg havde det godt på fornemmelsen, og måske også derfor jeg tog det så roligt. Jeg var kommet tilbage på halv tid, og det gik sådan...hmm...okay-agtigt.
IGEN valgte jeg at sætte arbejdet før mig selv, til ingen verdens nytte. En dyr lærestreg, men har da heldigvis lært af det. Jeg gør det aldrig mere.

Nogle af de følgende øjeblikke husker jeg i detaljer, andet slet ikke og så det midt i mellem.
Der er meget midt i mellem...

I oktober, d. 23., var jeg på vej nordpå til min familie, sammen med min lille dreng og min lille hund, lykkeligt uvidende om hvad der ventede. 
Tresporet motorvej ved Kolding, myldertid, folk der kører med hovedet oppe i r*ven, kaos...jeg holdte helt bevidst afstand. Jeg vidste, at der KUNNE ske noget. Risikoen var der, og den blev større meget pludselig pga. en - undskyld - FORPULET lastbil, som åbenbart syntes han skulle trække lige ind foran en anden last i indersporet, hvorved begge lastbiler kom i slinger, fordi de hver især måtte bremse ret kraftigt. Især ham bagved. Det BURDE ikke have haft indflydelse på mig, da jeg lå helt ude i ydersporet. Bilerne i midtersporet blev grebet af panik, pga. de store slingrende lastbiler.
Det ville jeg også blive - hvis jeg lå i midtersporet! Men det gjorde jeg ikke. 
Så skete det. Af uforklarlige årsager huggede bilen foran mig meget pludseligt bremserne.
Jeg reagerede prompte, slog bremserne i bund og kaste min højre arm over på Liam, som sad ved siden af mig. Bilen bagved mig lå åbenbart helt oppe i min bagende, for i det jeg huggede bremsen fik jeg et ordentligt skub bagi og fløj op i bagenden på ham foran - og fik så i øvrigt et skub mere bagfra. Alle muskler blev spændt, panikken bredte sig...det sidste jeg sådan lige husker er, at jeg når at få drejet bilen lidt, så jeg tog hele skraldet og derved ville ske minimal skade på Liam og Seamróg.

Det næste jeg husker er, at jeg kan lugte ild og Liam der skriger som en sindssyg.
Min krop er fyldt med adrenalin, der bare tæsker derudaf. Jeg er i panik, fordi jeg tror bilen er i brand. Efter at have taget en dyb vejrtrækning, lægger jeg mærke til at airbaggen var blevet udløst og at det er DEN der lugter som brand. Okay...ro på...'Liam, er du okay??' Kæmpe panisk skrig fra barnet. Jeg får trukket benene til mig, og prøver at åbne døren for at komme ud, så jeg kan komme om og få Liam ud af bilen! Døren vil ikke give sig...den får et ordentligt skub, og den går modvilligt op. Min ene fod sidder en anelse klemt nede i bunden, men ikke være end at jeg lige kan twiste den.
Ude af bilen bliver jeg snotforvirret, og det første jeg gør er, at ringe til min storebror, som jeg vidste var ca. 20 km bag mig, fordi han havde været nede og hente sin søn. 
Jeg ringer til ham for at sige, at han skal komme af motorvejen, for der er sket et uheld som jeg er involveret i og der er nu kø.
Altså halloooooo...doooooh!! Jeg undrer mig stadig over det i dag, og det gør min storebror i øvrigt også. 

Jeg går om og får Liam ud, og derefter Seamróg. Nogle meget søde piger var standset, og kom om for at hjælpe mig. De tog Seamróg, forsøgte at hjælpe med Liam, men han klyngede sig til mig som en lille abeunge og jeg holdt bare godt fast! Trøstede ham, kyssede ham...prøvede at berolige ham. Det virkede efter noget tid, og så var det pludselig lidt spændende at se på bilerne. Godt så...han virkede uskadt.

Adrenalinen begyndte at forsvinde, og jeg havde pisse ondt! Min venstre skulder var mega øm, jeg havde ondt i nakken og endnu mere ondt i ryggen. Jeg nåede at spørge føreren, af bilen foran mig, hvorfor der var blevet bremset. Det vidste han ikke!! Hvordan fanden kan man ikke vide det??!
Jeg nåede ikke mere, før nogen kom og tog fat i mig, satte mig ned og sagde, at jeg skulle sidde så stille som muligt. Tror nok det var en indsatsleder.
Beredskabet kom til stedet rimelig hurtigt, og snart efter to ambulancer. 
Jeg blev med det samme lagt på spineboard, og kom ind i ambulancen. Jeg anede ikke hvor Liam var, hvad der skete med ham eller Seamróg. Det var uhyggeligt, det var skræmmende. Redderne forsøgte i flere omgange at lægge drop på mig. De spurgte om der var nogen de kunne ringe til ift. Liam og Seamróg. Jeg vidste jo, at min storebror var bag mig et eller andet sted, så de ringede til ham.
Nu er min storebror jo ikke dum, så hvor jeg havde bedt ham om at køre af, for at komme hurtigere hjem, havde han i stedet kørt som død og helved ud i rabatten for at komme op til mig hurtigst muligt. Han nåede det i sidste øjeblik inden de kørte med mig. Jeg nåede lige at høre 'Gitte, jeg er her! Jeg tager Liam og Seamróg med mig.'
Okay...de var i sikkerhed!

Jeg fik en god del morfin, og havde alligevel ondt. Jeg blev fragtet til Kolding Sygehus ind på traumecentret. Jeg håber ALDRIG, at skulle opleve det igen!
Jeg var ude af stand til at røre mig, ALT tøjet blev klippet af mig, der blev stukket i mig fra højre og venstre, der blev luftslange i næsen på mig, en stod bagved mig og holdte mit hoved fast, fordi jeg blev med at forsøge at finde ud af hvad fanden der skete omkring mig. Vedkommende måtte lidt hårdt bede mig om at slappe af, og talte derefter beroligende til mig. Jeg var bange! Hold nu kæft, jeg var bange!! Tårerne trillede stille og roligt, jeg havde ingen kontrol... Derfra kan jeg ikke rigtig huske noget, førend jeg er tilbage på stuen, fyldt med ledninger og slanger osv. Jeg ved, at jeg har fået foretaget div. røntgen og nogle scanninger, men derudover er der ingen erindring.

Min storebror havde taget Liam og min nevø med ind på hospitalet, fordi han ville være sikker på at jeg var nogenlunde okay, inden han fortsatte nordpå. Liam fik et chok, da han så mig. Jeg kunne ligefrem se hvordan han stivnede. Heldigvis opdagede han, at han ikke havde sin kanin.  En af sygeplejerskerne kom og spurgte, om hun skulle med ham ud og kigge efter den, og Liam tog hende bare i hånden og gik. Han har altid været meget tillidsfuld, men der var jeg alligevel imponeret over den lille mand. 
Det var 'heldigvis', fordi det gav resten af personalet tid til at få fjernet de fleste slanger osv, så da Liam kom tilbage så jeg nogenlunde normal ud. 
Han kom forsigtigt hen til mig, og jeg tror nok, at han blev hjulpet op i sengen til mig.
Jeg kan bare huske, at jeg prøvede at sige til ham, at det var okay. 
Resten er et stort mudderpludder. Jeg ved, at jeg blev indlagt til observation. Jeg ved, at jeg lå på ene stue og at jeg ikke måtte se fjernsyn, fordi de havde en kraftig mistanke om, at jeg havde fået en ny hjernerystelse. JUHU! For det havde jeg da også lige brug for der.
Jeg ved, at min far kom dagen efter og at jeg bare gerne ville med ham hjem. NU!
De ville egentlig helst have beholdt mig derinde en dag eller to mere, men jeg kunne ikke overskue tanken om, at blive ladt alene igen...jeg ville bare med min far!

Det var en lang tur til Hadsten! Hold kæft jeg havde ondt, selvom jeg havde fået en ekstra dosis smertestillende fra hospitalet. Jeg havde kvalme og var halvdøsig, men kunne ikke sove i bilen. Jeg kom ind i huset, blev dirigeret direkte ind på gæsteværelset, lagt på sengen og fik dynen over mig. Jeg nåede lige at se Liam, og høre dem sige til ham, at jeg skulle sove, fordi jeg ikke havde det så godt. Og så gik jeg ud som et lys.
Jeg kan ikke huske, at jeg blev fragtet hjem til min mor. Jeg ved bare, at jeg sov i en uge. Jeg var kun vågen, for at snegle mig ud på toilettet eller for at tage min medicin, hvilket min mor måtte vække mig for. Hun tog sig af Liam...og mig.

Liam var tydeligt mærket af at have set mig på traumestuen, for da jeg kom lidt til mig selv, måtte jeg hverken kigge på ham, snakke med ham eller så meget som røre ham, uden at han begyndte at skrige som en sindssyg eller give mig en skideballe af klasse! Kun hvis han selv tog et initiativ, havde jeg lov til at have kontakt med ham. Det stod på i to uger. Hold kæft det var hårdt!! Og nej hvor gjorde det ondt på mig! Jeg vidste jo godt hvorfor. Knægten var i chok over at have set mig sådan.
Men stille og roligt tøede han op igen. Dog fyldte det rigtig meget i ham, at jeg var blevet hentet af ambulancen, og han var skide ræd for at de kom igen, fordi jeg havde ondt.

Næste problem var så, at det der med at køre på motorvej. Indtil for en lille måned siden var det et helved!! Hverken René eller jeg kunne bare tage motorvejen med ham i bilen. Vi måtte forberede ham, og selv der kunne vi have hyleskrige koncert i 10-20 minutter. Det sidder så dybt i ham.
Det samme med farmor og farfar og mormor... Motorvej var et no go!! Men nogle gange var vi altså bare nødt til det. Dog tog vi så vidt muligt landevejen. I dag kan han stadig gå i panik over at skulle på motorvej, men det er blevet meget bedre! Han siger selv, at det kilder kun lidt i maven.

En lille sideting er, at de, nede hos toyota i Sønderborg, sagde, at jeg faktisk havde været ret heldig. Bilen var knækket klokkerent præcis på de steder, i undervognen, hvor den skulle, hvilket har medvirket til at der ikke skete større skade end der gjorde. Samtidig sagde de så også, at jeg skulle være glad for at fronten ikke var blevet krøllet bare en lille smule mere...for så havde jeg fået kvast mine ben.

Mit liv bliver aldrig det samme. Og sådan er det! Det må jeg leve med.
Men igen i år har jeg måtte konstatere, at jeg stadig ikke har tilgivet mig selv!
I går aftes sad jeg og græd. Jeg vidste, at det ville komme i løbet af dagen.
Det gør ondt på mig, at jeg bare ikke kan tilgive...

Et er at MIT liv blev endnu mere forkludret, men det traume jeg pådrog mit barn - den smerte jeg gav ham - dét har jeg stadig enormt svært ved at tilgive mig selv for! Jeg ved udmærket godt, at han ikke kan bruge min dårlige samvittighed til en skid. Hjælper den ham? NEJ!
Men hvordan lærer jeg at tilgive mig selv?? Hvorfor kan jeg tilgive alle andre end mig selv??
Hvornår lærer jeg, at det er okay at kunne tilgive sig selv? At det er okay at give slip på skyldfølelsen? Det er ærlige svar er, at jeg ikke ved det.
Vil jeg nogensinde komme så langt? Det ved jeg heller ikke.
Jeg VIL gerne tilgive mig selv...jeg ved bare ikke hvordan jeg gør det. Jeg ved ikke om jeg kan. Hvorfor er det så svært?? Hvorfor bliver jeg ved med at straffe mig selv, når Liam overøser mig med uendelig kærlighed? Han siger endda til mig, at jeg er verdens BEDSTE mor...med tryk på bedste. Så tilgiv dog mig selv! Giv mig selv en chance!

Jeg er spændt på, hvor langt jeg er kommet på samme tid næste år. 
Forhåbentligt er jeg kommet et skridt nærmere tilgivelsen og erkendelse af, at jeg trods alt kun er et menneske. 

/Gitte