Hvorfor? Fordi jeg ikke rigtig har haft overskud til at skrive de lange smørrer, som jeg har en tendens til at skrive, når jeg først er kommet i gang. Der sker hele tiden så meget, og jeg vil egentlig gerne beskrive det hele, men det bliver også bare et pres for mig og en forpligtigelse, og så går jeg i baglås.
Hvorfor? Fordi JEG stiller for høje forventninger til MIG SELV! Det er en klassisk Gitte.
Jeg er jo i ressourceforløb. Et forløb, som jeg ikke helt ved hvor ender. Et forløb, som konstant står i stampe, fordi der hele tiden kommer noget i vejen for en opstart i praktik.
Okay, noget af det der kommer i vejen er ganske vist i forbindelse med forløbet, men der er også noget som ikke er. F.eks. mere grundige udredninger af min ryg, albue og hovedet - og dét har dælme stået i stampe. Jeg synes, at det er en lang sej kamp, og jeg er taknemmelig for at min mor har haft overskuddet til at slå i bordet for mig, men også at hun støtter mig i det og hjælper mig igennem.
Hun er med til de forskellige konsultationer. Ikke fordi jeg ikke er stor nok til at gøre det selv, for det er jeg, men fordi jeg ikke kan overskue alle de informationer der kommer, og derved ikke husker en skid af hvad der er blevet sagt til mig. Mit hoved går for nemt i overgang og lukker ned, fordi jeg bliver stresset, og så er det altså bare nemmere og have en bisidder med. At det lige er min mor, hænger sammen med at hun har været inde over helt fra start af.
Mit hoved er på overarbejde lige nu, og har været det i noget tid, af forskellige årsager.
Nogle af dem er, at jeg er blevet mere opmærksom på nogle mønstre jeg har, og jeg prøver at ændre dem. Igennem grupperterapien lærer jeg at finde de udfordringer i hverdagen, som volder mig problemer, men som jeg også kan øve mig på.
Det kan f.eks. være at sætte grænser overfor andre - hvilket jeg er en dør til, men i høj grad også overfor mig selv! For det er jeg nemlig en endnu større dør til! JA! Jeg er bare generelt en dør.
Men det der med at sige nej...det er altså bare skide svært! Og alligevel, i nogle situationer, ret nemt.
Det kan også være at tage en frustration til vejs ende med den person, som skabte frustrationen!
Det har jeg et rigtig godt eksempel på fra i går:
Jeg er, som nævnt i gang med at få udredt bl.a. ryggen. I starten af oktober var jeg inde og få foretaget en ny MR-scanning, da den fra 2015 var forældet - logisk nok.
I går skulle jeg så ind, kl. 9.45, og have svar på den scanning.
Jeg dukker op lidt før aftalt tid, og bliver mødt med et kækt 'du er godt nok lidt sent på den' af receptionisten.
Nej, jeg var der til tiden! Hun tjekkede og tjekkede...nej, det var altså mig der var kommet for sent. Et styks kæben hamrede i gulvet med et brag!
For hvad JEG ikke vidste var, at de havde rykket min tid til kl. 8.15!
Indkaldelsen var aldrig nået frem til mig, og jeg var åbenbart ikke den første.
Oooooh shit! Begyndende nedsmeltning, stresssvedning, puls- og temperaturstigning...alt det der gør at en situation bliver uoverskuelig. Mit hoved er stukket af. Jeg kan overhovedet ikke tænke.
Jeg kan mærke, at jeg står med to valgmuligheder. Enten ville hun få jordens største skideballe lige i krydderen, hvilket ikke er specielt konstruktivt for nogen af os, eller også var jeg simpelthen nødt til at gå. Jeg valgte det sidste, da jeg - trods alt - ikke syntes hun havde fortjent et møgfald af dimensioner. Så langt formåede jeg at tænke, hvilket jeg sådan er glad for.
Mor blev derinde for at få en ny tid, mens jeg gik ud, med tårerne trillende ned af kinderne i frustration over at bliver sat i stampe igen, og lossede til en skraldespand. Telefon blev lagt ind i bilen, da jeg ellers havde kastet den af helved til og derefter hoppet på den. Jeg var ked af det, gal, frustreret, ulykkelig, fortvivlet, forvirret...det hele! Jeg kunne slet slet ikke overskue den nye situation jeg blev sat i. Jeg var ikke forberedt på det. Jeg havde ingen kontrol. Jeg kunne ikke håndtere det.
Midt i mit eget indre kaos, og kampen for at få det under kontrol, kommer mor ud med følgeskab af sekretæren. Og så ramler det.
Jeg får udstødt et 'Hvordan HELVED kan det ske??!' igennem mine tårer, og får rent faktisk sagt på den pæneste måde, som jeg nu engang kunne i situationen, at jeg var ked af det og frustreret over at jeg hele tiden blev sat i stampe - igen igennem mine tårer. Og ved I hvad? Jeg blev rent faktisk mødt i min frustration. Sekretæren var meget meget sød, og sagde at hun sagtens kunne forstå mig, og at hun også var meget ked af at det var sket. Hun tilbød os så, at hun kunne prøve at få os ind til en anden fys, hvis det ikke gjorde noget at det ikke var den oprindelige. Det havde jeg ikke noget i mod. Jeg ville bare gerne have et svar. Så hun bad mig om at komme med ind igen, fandt et tomt lokale, hvor jeg lige kunne komme til mig selv og kom med lommetørklæder. Jeg følte mig som en kludedukke. Al følelse havde forladt min krop - fuldstændigt! Jeg fik stoppet tårestrømmen, mor fik hjulpet mig til at trække vejret stille og roligt, og så var jeg så småt okay igen. Det er heldigvis en evne jeg stadig har, at når først jeg har blæst ud, så er jeg videre i teksten.
I denne situation fik jeg også kommunikeret min frustration ud til den person, som har forårsaget den i første omgang OG var blevet mødt i den. Jeg var, og er, faktisk ret stolt af mig selv, over at jeg kom så hurtigt tilbage i kampen, hvilket mor også sagde til mig. Ellers var jeg brændt inde med det, og frustrationen var kun vokset af det.
Så det var sådan set mit held, at hun kom udenfor sammen med min mor.
Nok fordi hun selv lige ville forklare hvad de var blevet enige om. Normalt ville jeg nok have været iskold overfor hende, men et mønster blev brudt i går, for jeg gjorde noget andet!
Jeg sagde så også tusind tak for hendes hjælp bagefter.
Så lidt har jeg da lært af gruppeterapien, hvilket jeg blev gjort opmærksom på her til formiddag.
Problemet for mig er, at jeg ikke kan håndtere pludselige ændringer i noget, som er fuldstændig skemalagt, så det passer ind i puslespillet. Så kan jeg simpelthen ikke håndtere i mit hoved, at en af brikkerne pludselig ændre form og bare ikke vil glide ned på plads!
Får jeg en ændring at vide noget tid i forvejen, så er der heller ikke noget problem - ud over at jeg bliver lidt irriteret. Men når det kommer ud af den blå luft, så går det galt på første etage.
Men hvad var resultatet så af scanningen, tænker I nok?
Jo, den var sådan set positiv nok. Prolapsen har næsten trukket sig ind igen, men musklerne i selve lænden har det ikke helt godt. Og midt i min træthed, og forvirring, lykkedes det mig at glemme, at jeg havde været ude for en bilulykke, som stadig fylder meget i min hverdag. Flot, ik?
Jeg kunne overhovedet ikke forstå, hvorfor jeg så havde så ondt. Min mor og fyssen sad bare sådan lidt og gloede på mig lidt, indtil jeg kom i tanke om, at jeg havde fået den prolaps i forbindelse med ulykken, samt at jeg ikke har kunne lave det store, så derfor er musklerne selvfølgelig svundet ind.Det er sgu da logisk for burhøns! Altså hallooooo....doooh! Min mor sad i hvert fald med det udtryk i hovedet og rystede lidt på hovedet over mig. Det forstår jeg nu godt.
Så spurgte hun mig, om jeg liiiige havde glemt den der ulykke...jep! Jep, det havde jeg!
Men hvor om alting er, så er jeg blevet indstillet til genoptræning, så nu sker der da lidt.
Jeg glæder mig faktisk til at komme lidt igang.
Jeg spurgte hende så, om jeg ville blive nogenlunde smertefri. Det kunne og ville hun ikke love mig.
Det var så lidt nedtur, men i det mindste har jeg fået håbet tilbage om, at jeg kan komme til at få mindsket smerterne bare en lille smule, og måske også komme helt ud af den smertestillende medicin med tiden. Eller...rettelse...det SKAL jeg! Færdig basta!
Så nu ved vi hvad der skal ske ift. ryggen. Jeg er så også lige kommet tilbage fra ortopædkirurgisk ambulatorium, hvor jeg har fået undersøgt min albue. Meget meget sød læge forresten! Han var fra Palæstina, og havde en meget interessant og overraskende synsvinkel på verdenssituationen.
Jeg kunne i hvert fald godt lide hans måde at anskue den på! Og så var han yderst humoristisk.
Nå, sidespring.
Resultatet af den undersøgelse var, at jeg skal ind og have MR-scannet albuen også.
Hans umiddelbare kommentar var, at det var golfalbue, men det burde jeg ikke have gået med så længe, så han mente at der nok var noget med ledbåndene.
Så nu venter jeg bare på en indkaldelse til en ny scanning.
Han spurgte i øvrigt også, hvorfor vi ikke var kommet noget før. Meget logisk - fordi vi ikke fik en henvisning før, fordi der ikke var blevet hørt efter i timen fra egen læges side.
Min mor har virkelig måtte tæske i bordet.
Så...nu kan jeg vente lidt mere, men i det mindste sker der noget nu.
I morgen skal jeg til smertehåndteringskursus i Sønderborg, hvilket jeg har meget svært ved at være i.
Jeg er den absolut yngste på holdet. Det er den ene ting. Den anden ting er, at vi er 7 og ud af de 7 er de 4(!!!) enten meget tæt på pensionsalderen eller over den. Og så to af dem er mænd...hold nu kæft nogle kævlerier de kan lave! Jeg har ofte lyst til at bede dem om at hold mund, og gøre dem opmærksom på at det ikke er en børnehave! Jeg kan overhovedet ikke forholde mig til dem.
Jeg prøver!! Men det går ikke specielt godt.
På den anden side, så tror jeg ikke, at smertehåndteringskurset i Give, som jeg egentlig skulle have været på, er meget bedre og kræfteren er der helt ærligt ikke til at køre til Give en gang om ugen i 12 uger, sidde der i 3 timer - hvilket min koncentration overhovedet ikke rækker til- for så at køre hjem igen med et pisse træt hoved.
Det her i Sønderborg er kun 6 gang á to timer. Det er lige til at holde ud.
Nå, men nu er jeg træt i hovedet...det er tid til en pause.
Håber jeg kan få skrevet noget mere en af dagene.
Beklager længden!
/Gitte
Du er bare den allerbedste Gitte
SvarSlet